Dette er nok mit sværeste indlæg noget sinde at skive. Det har taget mange dage og krævet mange tårer.
Vi er blevet ramt af endnu en tragedie - en dyb sorg. Og jeg som troede, at nu kunne tingene kun begynde at gå fremad for os, efter det helvedes år, vi var igennem i 2013. Men ak nej........
Vores elskede Charlie - min baby sov stille ind natten til tirsdag den 07.07.14
Puuuhhh hvor jeg savner ham.
Han led af epilepsi og havde to små anfald tirsdag aften, så jeg blev hos ham til han fald til ro, som så mange gange før. Denne aften havde han dog svært ved at falde ned igen, helt sikkert pga. af varmen. Så jeg kølede ham af med kolde håndklæder. Hans anfald var svære at forudsige, men varme var en væsentlig faktor, der kunne udløse dem.
Da han blev roligere, gik jeg i seng. Vi sover på 1. salen og det er som en sauna deroppe, i denne hede, så for hans egen skyld, var det udelukket at han skulle med op. Og det var som om at han vidste at det var bedst for ham, at blive i den køligere stue og gang, hvor han kunne ligge på det kolde flisegulv.
23.59 skulle jeg ned på wc, går hen til gangen, hvor han ligger og kan jeg bare se at han "ligner ikke Charlie". Jeg tør næsten ikke røre ham, men rusker forsigtigt og kalder på ham - ingen respons. Han er stadig varm.
Jeg løbe op af trappen mens jeg kalder på Manden "Charlie er død", farer ned igen. Jeg tager ham i min favn, men der var intet at gøre. Ingen respons. Min Charlie-dreng var væk.
Efter at have siddet med ham lidt, pakkede vi ham fint ind i et lagen - han så bare ud til at sove. Og så var det ellers bare at vente på, at vi kunne kører ham over til dyrlægen, for hjem igen, det skal han. I en lille fin urne, så han kan stå ved siden af storebror Whiskey, oppe på værelset.
Vi lagde os på sofaen i stuen, jeg kunne slet ikke magte tanken om at han skulle være helt alene. Og sove, det vidste jeg at jeg alligevel ikke kunne. Så havde misserne og Cæso også mulighed for at tage afsked i deres eget tempo og på den måde de ønskede.
Det var nogle lange timer. Han blev nusset og kysset hver gang vi gik forbi ham. Da tiden kom til vi skulle køre ham afsted, var det mig der bare ham ud i bilen, noget jeg ikke troede at jeg ville kunne. Jeg bar ham osse ind hos Dyrlægen.
Jeg skule bare se Anne og så sprøjtede tårerne ud af hovedet på mig. Vi fik snakket forløbet igennem og sagt vores farvel til vores elskede lille dreng.
Han er helt sikkert et bedre sted nu, uden alle de dumme anfald. Men hvor gør det ondt alligevel. Han var min baby og vi havde et helt specielt bånd ham og jeg.
Vi vidste han var syg, meget syg og selvom det kom som et chok, har vi i vores underbevidsthed vidst at hver dag med ham, var en gave. Heldigvis har vi mange gode minder og billeder med den lille øgle......
 |
| Billede taget den 15. februar 2008. Dagen efter vi hentede ham |
 |
| Var det mig du kaldte på ????? |
 |
| Fjollehovedet leget i sneen med sin godt-gennem-gnaskede-bold |
 |
Charlie putter og lille Viola er kravlet op til sin elskede mand.
Hun savner ham rigtig meget |
 |
Sidste billede taget af ham.
Charlie sover efter en gåtur og Micki har lagt sig hen til ham. Misserne elskede ham |
 |
| Charlie & mor. Et kærlighedsfyldt forhold vi havde |
 |
| Charlie sover på sit yndlingssted, nemlig bordet ved siden af moars puter |
 |
| Charlie og far har et hyggeøjeblik, da vi er på ferie i sommerhus i julen 2011 |
 |
| Min smukke dreng før han begyndte på epilpsi-medicinen |
Sov sødt min smukke dreng.
Pas på dig selv til vi ses igen.
Vi elsker dig for evigt. Kys
Regnbuebroen.
Forfatter ukendt
Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen. Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt.
Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse og selv om de hver især har måtte efterlade nogen som var dem nær, så savner de ingen, for tiden står stille for dem.
Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det.
Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte.
Derpå krydser i Regnbuebroen sammen…
