søndag den 27. september 2015

Grillede bacon-porre

Hvor har vejret været usandsynlig smukt idag. Jeg måtte lige en lille tur i haven og nusse lidt rundt :-)

Når efteråret viser sig fra den lune side, som idag, kan vi stadig godt finde på at grille. Grillen står stadig på sin faste "sommerplads" foran køkkenvinduet. Men inden længe, bliver den kørt i vinterhi under halvtaget og får "dyne" på. Men den står stadig sådan at har vi lyst til at grille i de koldeste måneder, kan det sagtens lade sig gøre. Juleanden har vi dog endnu tilgode at prøve at grille :-P

Griller du stadig ?? 

Hvis ikke så tror jeg sagtens at de kan laves i ovnen osse. Jeg ville give den 225o i ca. 20 – 25 minutter. De skal bare vendes et par gange undervejs så baconen bliver sprødt og gyldent hele vejen rundt.


Grillede bacon-porre.
2 per.
2 stk. Porre
4 - 6 sk. Bacon
Salt
Peber
Olie, til grillen

Porrerne renses, bunden og toppen skæres af – det er kun det faste hvide og lysegrønne du skal bruge. Porres deles i stykker på ca. 8 cm. Disse omvikles med bacon.

Grillen pensles med olie, så baconen ikke hænger i, inden at porrerne grilles til baconen gylden og sprød.


TIPS: Toppen af porren kan du sagtens gemme i fryseren til en dag du skal lave gryderet eller suppe.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: 

lørdag den 26. september 2015

Sprød squash salat

Har du stadig squash i haven, og mangler idéer til at få dem brugt, så får du her en opskrift på en sprød, lækker salat. 

Kan du ikke få fat i nektariner, så brug blommer, pærer eller æbler istedet.



Squash salat.
2 – 3 per.
2 stk. Squash
1 stk. Peberfrugt, rød
2 stk. Nektariner
30 g. Pinjekerner

DRESSING:
3 spsk. Olie – jeg brugte raps
4 spsk. Citron, saft fra
1 - 2 spsk. Akacie honning
2 – 3 kviste Timian
Salt
Peber

Squashene skylles og enderne skæres af.  De skæres i papirtynde skiver med en tyndskræller, på langs af squashene. Stop når du når ind til det inderste bløde kød, det kan rives og gemmes til brød eller gryderet.
Har du ikke tyndskræller, kan du skære squashene i tynde skiver i stedet.

Peberfrugten deles, blomsten og frøstokkene fjernes. Peberen skylles og skæres tynde strimler.
Nektarinerne skylles, halveres og stenene fjernes. Frugtkødet skæres i tynde både.
Pinjekernerne ristes på en varm pande uden fedtstof til de er gyldne. Afkøles bagefter.

Til dressingen piskes olie, citron og honning sammen. Timianbladene pilles af kvistene og kommes i dressingen som smages til med salt og peber.

Squash, peberfrugt, nektarin samles, dressingen hældes over og der pyntes af med pinjekerne.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

fredag den 25. september 2015

Heldige mig - pæretærte med ingefær

Det er fredag og det betyder kage på bloggen :-D

Jeg har taget udgangspunkt i ÆBLETÆRTEN, som jeg lavede for ikke så længe siden og udråbte til verdens bedste!! Intet mindre :-) 
I denne udgave har jeg skiftet æblerne ud med pære, fjernet kanel og istedet tilsat stødt ingefærBryder du dig ikke om ingefær, kan der sagtens bruge kanel istedet.


Inden opskriften, bliver jeg simpelthen nød til at vise dig et par sjove ting. Jeg er nemlig (igen) blevet forkælet :-) Igår kom Manden hjem med en ny bulldog til familien. Ham her er dog nem at have med at gøre: han skal ikke fodres, fælder ikke og fylder ej heller i sengen. 
Og så er han døbt Torben :-D

Er du fast læser, husker du måske mit indlæg, hvor jeg viser nogle af mine andre sjove ting. Hvis ikke kan du se det HER



Derudover har jeg været så heldig at vinde i Christinas "Give away", som hun holdt i anledningen af hendes blog THE BIG MEOWSKI fyldte år. Præmien kom med posten idag og jeg har allerede småkigget i den - jeg glæder mig så meget til at afprøve en masse ting derfra, for den er spækket med lækkerier :-D


Når vi nu er ved forkælelse, så skal du altså osse lige se den her. Manden og jeg var jo på KØBENHAVNER-TUR i august måned, hvor vi var et smut forbi Torvehallerne. Der fandt jeg nogle vildt lækre lavasten. De kan bruges til bordskånere, gå i opvaskemaskinen og som jeg har gjort, herunder på billedet, som tallerken.
Pæretærte med ingefær.
Ca. 10 port.
BUND:
150 g. Smør
150 g. Hvedemel
25 g. Flormelis
2 tsk. Vanillesukker

MARCIPANREMONCE:
75 g. Smør
75 g. Sukker
75 g. Marcipan
3 stk. Æg (L)
1 spsk. Hvedemel
2 – 3 tsk. Ingefær, stødt – se TIPS

YDERLIGERE:
4 – 5 stk. Pærer 

Start med at lave bunden. 
Alle ingredienserne vejes af og æltes godt sammen. Herefter kommes den på køl i ca. 30 - 45 minutter, så dejen kan blive kold.

Imens laver du remoncen. 
Smør, sukker og marcipan piskes sammen, hvorefter æggene tilsættes et ad gangen. Og til sidst melet og ingefær. Remoncen piskes godt sammen, til det bliver en rimelig ensartede masse.

Pærerne skal ikke skrælles, men de deles, kernehuset fjernes og skæres i tynde både.

En springform (ca. 24 cm. i diameter) smørres godt og pudres med mel. 2/3 dele af tærtedejen trykkes ud i bunden på springformen i et jævnt lag. Den sidste 1/3 bruges til kanter. Dette trykkes op af siden på springformen, så det når ca. 3 cm. op. 

Remoncen fordeles over og frugtbådene lægges heri i et pænt mønster. For et pænt slutresultat, kan du forsigtig skære kanten på tærten så den bliver lige.

Bages ved 200o i ca. 45 minutter. Hold gerne øje med den undervejs og bliver den for mørk for hurtigt, så dæk den til med stanniol.



TIPS: Jeg brugte 3 tsk. stødt ingefær til min kage. Den smagtes dejligt stærkt af ingefær, men bryder du dig ikke om den er alt for krydret, så kan du nøjes med 2 tsk.
Jeg oplevede at den smagte kraftigere igennem af ingefær når jeg spise cremefraiche til end når jeg undlod det.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Mig
FRYSEEGNET: ??
SERVERES MED: Cremefraiche, vanilleis eller flødeskum
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

torsdag den 24. september 2015

Rugbrød uden surdej

Det er ved at være længe siden jeg bagte disse brød. Jeg havde faktisk glemt alt om dem, indtil Lærke-musen forleden spurte om det ikke var noget med at jeg havde en ny lækker rugbrøds opskrift, som hun skulle afprøve. Så jeg måtte lige en tur igennem gemmerne 😊

Jeg har jo tidligere bagt rigtig meget rugbrød, men gennem længere tid, havde jeg problemer med mine gamle forme. Skorpen på det færdigbagte rugbrød hang altid fast og ødelagde brødene. Og det var lige meget hvordan og hvor meget jeg smurte dem.


Derfor har jeg fået nye forme - eller jeg fik dem sidste jul 😛 Der er silikone indeni formen og det skulle gøre at de slipper brødet hver gang. 

Jeg havde kigget på dem længe - meget længe, men synes de var en smule dyre. Så derfor bestemte jeg mig for, at det var et godt julegave ønske 😃


Til inspiration til dette rugbrød har jeg været forbi SUNDEMADPAKKER.DK


Rugbrød uden surdej.
2 store stk.
12 TIMER FØR:
100 g. Rugflager
150 g. Hvedekerner - knækkede
250 g. Rugkerner - skårne
4 ½ dl. Vand

PÅ BAGEDAGEN:
50 g. Gær
9 dl. Lunt vand
35 g. Salt - fint
30 g. Akacie honning
800 g. Rugmel
200 g. Grahamsmel
200 g. Hvedemel

PYNT:
Solsikkekerner

12 timer før.
Kerner og rugflager kommes i en skål, overhældes med vand, hvor efter de dækkes til og stilles ved stuetemperatur.

På bagedagen.
Gæren opløses i det lune vand, kernerne tilsættes og de øvrige ingredienser vejes af og tilsættes. Dejen æltes godt igennem, hvorefter det stilles til efterhævning et lunt sted i ca. 2 timer.

Jeg kommer lidt solsikkekerner i bunden af 2 store rugbrødsforme (3,3 l.), inden dejen fordeles heri. Vej gerne dejen af, så der kommer samme mængde i hver, dette gør at bagetiden er ens for begge brød.

Overflades glattes med lidt koldt vand, den prikkes med en gaffel og drysses igen med lidt solsikkekerner. Herefter dækkes de til og stilles til efterhævning et lunt sted 1 – 2 timer, til dejen er ca. 1 cm. fra kanten.

Bages ved 175o i ca. 90 minutter.

Er du usikker på om det er bage, så mål det med dit stegetermometer, det skal vise 96o og brødet er færdigt.

Brødene vendes ud på en bagerist til afkøling.


HUSK: Bruger du bageforme uden silikone skal de smøres godt.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: http://sundemadpakker.dk
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -
OPDATERET: Februar 2018

tirsdag den 22. september 2015

Mojo sauce

Til de der helt fantastiske GRØNSAGSFRITTER som du fik opskriften på igår, lavede jeg denne skønne kolde dipsauce.

Efter en tur rundt med Google fandt jeg en opskrift hos Rikke fra PILLES UNIVERS, jeg synes lød lækker, nem og passede med ingredienserne jeg havde i køkkenet.


Mojo sauce
2 – 3 per.
3 stk. Snackpeber, røde
4 fed Hvidløg
¼ tsk. Chili, flager
½ tsk. Spidskommen
2 spsk. Olie - jeg brugte raps
Salt

Start med peberfrugterne. 
De grilles godt på alle fire sider, til skindet bliver sort og får bobler. Det kan gøres på grillen, i ovnen under grillen eller med gasbrænderen, som jeg brugte.

Når den er færdig, afkøles de let og kommes i en frysepose, som lukkes. Her skal de så ligge i 5 – 10 minutter. Herefter kan du så fjerne det sorte brændte skind og nedenunder har du nu det lækreste søde og bløde peberfrugt kød.

Når dine peberfrugter er klar, kommes de i blenderen, sammen med hvidløg og dette blendes sammen til en ensartede pure. Herefter tilsættes olie, af et par gange. Saucen smages til og kommes på glas. 

Den må gerne trække smag inden servering.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: http://pillesunivers.blogspot.dk
FRYSEEGNET: JA – det tror jeg
SERVERES MED: Grillet kylling & GRØNSAGSFRITTER
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

mandag den 21. september 2015

Grønsagsfritter

Da jeg tidligere på sommeren så PCOLIV.DK og GRILLKOKKERIER.DK, havde leget med henholdsvis portobello og squash som fritter, var det et par af de opskrifter der bare måtte gemmes til senere inspiration :-D 

Og da jeg endelig fik dem afprøvet, må jeg indrømme at jeg var begejstret. Det var et supergodt resultat. Et rigtigt godt alternativ til dem, der ikke ønsker/tåler den almindelige pomfrit i deres kost. Men osse en god og anderledes måde at få bragt grønsager ind i aftensmåltidet - godt gemt i panering ;-)

Grønsagsfritter af squash & portobello.
2 per.
2 stk. Squash
3 stk Portobello (store)
1 dl. PANKO
1 dl. Parmesan, fint revet
2 tsk. LØGPULVER
2 stk. Æg

Stokken på svampene fjernes og hovederne skæres i skiver på ½ cm. De drysses med salt og stilles til side for at trække væsken ud i ca. 10 – 15 minutter. Herefter børstes saltet væk og de duppes tørre i et viskestykke.

Squashene skylles og skæres i bjælker på ca. 1 x 1 x 7 cm.

Æggene slås ud i en dyb tallerken og piskes sammen.

Hvis pankoen er meget grov knuses den let. Den blandes sammen med parmesan og krydderier i en dyb tallerken.

Squashene dyppes i æggene, vendes i panko-blandingen og lægges på en papirbeklædt bageplade, så de ikke rører hinanden.

Svampene dyppes ligeledes i æg og vendes i pankoen. Det kan være at den skal ”trykkes” let fast for at blive hængene. De lægges også på en papirbeklædt bageplade hvor de ikke rører hinanden.

Gratineres ved 175o i ca. 15 – 20 minutter til de er gyldne.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: www.grillkokkerier.dk & http://pcoliv.dk
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: Grillet kylling og MOJO SAUCE
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

søndag den 20. september 2015

Melonsalat med soya mandler

Vi holder afslapning/opladnings-søndag idag. Vi har hyggetøjet på, gået en lang tur med drengene og nu i skrivende stund prøver jeg at hive mig op til at få ordnet lidt huslige pligter, samt at bage en kage. 

Jeg har snart ikke flere overspringshandlinger, der er surfet tilpas mange indpirations-opskrifter til det næste lange stykke tid, du har fået opskrifter, mailen er tjekket. Du kan godt fornemme at jeg ikke gider ikk´? :-D

Hvordan tilbringer du din søndag ???


Melonsalat.
2 – 3 per.
½ stk. Honningmelon
1 håndfuld Persille
Salt, groft
Evt. Olivenolie

Melonen halveres og kernerne skrabes ud. Jeg valgte at lave små fine kugler af frugtkødet med mit kuglejern. Men du kan osse sagtens skæres det ud i mundrette tern.

Persillen skylles, duppes tør og hakkes fint. Det vendes sammen med melonen, evt. olie og smages til med et drys salt.

Ved servering toppes melonsalaten med SOYAMANDLER.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egne opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: SOYA MANDLER
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Soya mandler

Disse mandler er fantastiske. De er gode bare som mellemmåltid eller til den lille sult. Men personligt synes jeg de er bedst i salater :-)


Soya mandler.

200 g. Mandler
4 spsk. Soya
Havsalt

Mandlerne ristes på en varm pande uden fedtstof, til de er gyldne. Herefter tages panden af varmes, soyaen hældes på, imens du rører i mandlerne. Når væsken er trukket ind i mandlerne, hældes de på en tallerken, drysses med havsalt og afkøles. Opbevares i en lufttæt beholder.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: ??
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

lørdag den 19. september 2015

Hindbær parfait

Sommeren over har det været yderst populært, i mad-blogland, at eksperimentere med at lave enkeltstyks is. 

Jeg blev inspireret og har da osse fået købt mig DISSE forme, men har bare ikke nået at få dem afprøvet endnu :-P
Men skulle du nu ligge inde med ispinde-forme vil både JORDBÆR PARFAIT, men osse denne herunder med hindbær egne sig godt i sådanne. 

Disse hindbær har Manden og jeg selv hygget os med at plukke en temmelig varm sommerdag, så derfor var det ikke nødvendigt at opvarme dem inden de kom i isen. 

Men bruger du  frosne hindbær fra en dagligvarebutik anbefales det, at du koger dem op i et minut og hvorefter de afkøles inden brug, for at undgå evt. NOROVIRUS


Hindbær parfait.

4 stk Æggeblommer
70 g. Sukker
2 dl. Mælk
2 ½ dl. Piskefløde
500 g. Hindbær

Æggeblommer og sukker piskes hvidt og skummende. Herefter tilsættes mælken. Fløden piskes til en blød skum og hindbærerne moses groft. Disse vende sammen med æggeblandingen.

Hvis du ikke bruger dig om kernerne i hindbærerne kan du blende dem og hælde dem gennem en sigte.  


Parfaiten skal nu på frost. Enten i en ismaskine, men kan også sagtens indfryses i en form direkte i fryseren. I så fald skal der røres, i isen hver halve time, for at undgå den krystalliserer.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Jordbær parfait

Selvom det er blevet mørkt og koldt, kan man (læs: JEG) altså stadig godt spise is :-D Kan du ???

Idag får du ihvertfald en omgang weekendguf der består at et par af de is, som i øjeblikket befinder sig i min fryser. 


Jordbær parfait.

KOMPOT:
500 g. Jordbær – renset vægt
100 g. Sukker
1 st. Vanille, korn fra
½ dl. Vand

PARFAIT:
4 stk. Æggeblommer
70 g. Sukker
2 dl. Mælk
2 ½ dl. Piskefløde

Start med at lave kompotten.
Vanillestangen halveres, flækkes og kornene skrabes ud. De gnides ud i en smule af sukkeret for at skille kornene ad.

Jordbær, sukker, vand, vanillesukker og -stang kommes i en gryde. Dette bringes i kog og småsimre uden låg i ca. 30 - 45 minutter til det får en tyk konsistens. Kompotten smages til og afkøles.

Så er det tid til isen:
Til isen piskes æggeblommer og sukker til det bliver hvidt og skummende. Fløden piskes til en blød skum. Kompotten røres sammen med mælken – HUSK at fjerne vanillestangen inden. Æggesnaps og fløde vendes i. Ismassen smages til, hvis den er for syrlig kan du røre lidt flormelis i – det opløses lettere.

Isen skal nu fryses ind. Enten i ismaskine, men kan også sagtens indfryses i en form direkte i fryseren. I så fald skal der røres, i isen hver halve time, for at undgå den krystalliserer.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

fredag den 18. september 2015

Mørbradgryde

Vejret hos os idag har bare indbudt til efterårshygge. Koldt og blæsende. 
Faktisk noget der har passet min krop og sind meget godt. Jeg er total drænet for energi for tiden, og føler at jeg er bagud med alt.

Inderst inde kender jeg jo godt selv grunden. Om 3 uger skal jeg til et meget vigtigt møde og det er helt sikkert det der begynder at spille ind. Jeg prøver ikke at tænke for meget på det, men min underbevidsthed lader ikke min krop fortrænge og det er heltsikkert osse derfor at jeg lige har været syg i næsten 3 uger.
Nå, men mere om det på et senere tidspunkt :-) 

Idag skal vi hygge os med en rygende varm gryderet. Lav endelig rigeligt, den smager endnu bedre på anden dagen og kan sagtens osse fryses.


Mørbradgryde
5 - 6 per.
800 g. Svinemørbrad
300 g. Bacon, i tern
300 g. Peberfrugt
400 g. Champignon
300 g. Løg
4 fed Hvidløg
300 g. Cocktailpølser
450 g. Hk. Tomat (1 ds.)
½ l. Piskefløde
3 tern Hønsebouillon
Salt
Peber
Paprika
Oregano
Olie, til stegning

Mørbraden trimmes for sener og fedt. Og skæres i mundrette stykker på ca. 1½ x 1½ cm. Peberfrugten renses for blomst og kerner og skæres i tynde strimler. Champignonerne børstes for jord og skæres i skiver. Løget pilles og hakkes fint. Hvidløget pilles og hakkes fint.

Baconen og løg svitses til det er gyldent. Det tages op af gryden og champignonerne svitses i baconfedtet til de er gyldne. Disse tages osse op af gryden.

Herefter kommes lidt olie i gryden og når den er varm, brunes mørbradstykkerne af heri. Bacon, løg og svampe kommes tilbage i gryden, sammen med tomaterne og bouillon. Lad det nu småsimre i ca. 20 minutter til kødet er mørt.

Herefter kommes fløde, pølser og peberfrugt i. Saucen koges op og saucen smages til med salt, peber, paprika og oregano.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Ris eller kartoffelmos
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

torsdag den 17. september 2015

Løgpulver

Det er en rigtig god ting at have stående på krydderihylden. Det er godt i dressinger, rubs, marinader og rigtig mange andre ting. 

Men har du egentlig overvejet at du sagtens kan lave det selv ???
Jeg fik idéen en dag, da jeg trængte til at få mit glas genfyldt. Og straks måtte ovnen på overarbejde :-)


Løgpulver.
1 lille glas
300 g. Løg

Løgene skrælles og skæres i mindre stykker, hvorefter de blendes til en helt fin pure, så fin som muligt.

Puréen fordeles i et tynd lag ud på en papirbeklædt bageplade.


Tørres ved 50i ca. 6 – 8 timer. Men måske længere det skal være HELT tørt inden du tager det ud.

Du skal røre i massen ca. hver 20 minut. Og måske du også skal skifte bagepapir en gang eller to undervejs - det kan nemlig godt hænge fast deri.

Når det er helt tørt, afkøler du det og er det nødvendigt kan det gives en tur i blenderen for at få det helt pulveriseret.

Opbevares i lufttætte glas




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -´
ANDET: -

fredag den 11. september 2015

Nutellabund med creme & bær

Det er altså ikke med min gode vilje at det kun bliver til weekend-kage-skriblerier fra mig i øjeblikket, men sygdom er vi jo desværre ikke selv herre over. Jeg er godtnok ved at være pænt træt af det. Har også været syg hele denne uge og måtte lige et smut forbi lægen i mandags da jeg frygtede at der var en halsbetændelse under opsejling.

Det kunne lægen heldigvis afværge og vurderede at det "bare" var en virus. Mit immunforsvar er åbenbart helt i bund for tiden, så lægen konsta-terede at jeg også havde pådraget mig en gang svamp i mund og svælg :-0 


Adddrrr, siger jeg bare. Men så er der da ikke noget at sige til at lysten til mad var forsvundet (WHAT!!??!!) og den mad jeg forsøgte mig med smagte underligt.
Jeg er heldigvis i bedring, og lysten til mad er godt på retur, fryseren er fuld, "Billy" vores spisekammer-reol bugner af mad og køleskabet er også proppet, så nu skal energien bare findes, så jeg kan  komme i gang i køkkenet igen. Den sidste tid har nemlig stået på al for meget junk, halvfabrikata og rugbrød.

Kagen du får idag er hevet frem fra gemmerne. Den lavede jeg nemlig i sommers da vi skulle spise hos Mandens bror og dennes kæreste. Jeg havde faktisk lovet dem en cheesecake, men hverken overskud eller tiden var til det. Derfor var det fantastisk at jeg tidligere på sommeren havde set at MADLING.DK havde lave søde små mini-muffins med Nutella. 
HAPS sagde jeg, men valgte at lave bunden som én stor kage som skulle toppen med lækker creme og bær. 
Jeg lavede kagen da de skønne danske jordbær var i sæson. Du finder næppe nogle smagfulde jordbær nu, men brug istedet efterårets lækre hind- og/eller brombær. Kagen gør sig bedst med friske bær til.


Nutellabund med creme & bær.
6 - 8 per.
BUND:
4 stk. Æg (L)
300 g Nutella
200 g. Hvedemel

CREME:
3 dl. Piskefløde
2 dl. Cremefraiche 18 %
1 spsk. Flormelis
1 spsk. Vanillesukker
1 spsk. Citron, saft fra
2 bl. Husblas

BÆR:
500 g. Jordbær
100 g. Blåbær
Evt. 1 – 2 spsk. Sukker

Start med at lave bunden. 
Nutella og æg røres sammen. Og melet tilsættes. Dejen røres sammen til en homogen og ensartede masse. Den fordels jævnt i en springform (24 cm. i diameter) 


Jeg kom bagepapir i bunden af min springform inden jeg lukkede den, så det kom til at sidde fast mellem bund og ring. Og klippede det derefter til. Til kanterne delte jeg et stykke bagepapir  til så de passede rund i kanten, gav siderne et par pust sprayfedt så papiret blev holdt på plads. 

Bunden bages ved 175o i ca. 20 – 22 minutter. Den skal kun lige være færdig, den bliver nemt tør.  Når kagen er færdigbagt, afkøles den helt.

Imens laves cremen. 
Husblassen lægges i blød i koldt vand i ca. 10 minutter. Fløden piskes til skum og røres sammen med cremefraichen. Cremen smages til med vanillesukker, flormelis og citronsaft.

Så er du klar til at fiske husblassen op af vandet, med det vand der hænger ved – altså det skal IKKE vrides :-) Det kommes i en gryde og smeltes ved svag varme under omrøring, til det bobler i bunden.

Herefter tages gryden af varmen og lidt af cremen kommes i husblassen, under omrøring, for at udligne temperaturforskellene. Herefter hældes husblassen i cremeblandingen under konstant omrøring. Cremen stilles på køl.

Frugterne klargøres.
Jordbærerne nippes og skylles kort under vand. De skal forblive hele. Er de meget sure kan de vendes sammen med lidt sukker. I så fald må de gerne trække et par timer inden servering.
Blåbærerne skylles.

Lige inden servering samles kagen. 
Bunden lægges på et fad. Cremen røres forsigtigt i gennem, den skulle gerne have fået en fast konsistens. Og fordeles oven på bunden. Der toppes med jordbæerne. Har de været marineret i sukker, kan de med fordel duppes tørre. Øverst fordeles blåbærerne.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Bund: www.madling.dk
RESTEN: Min opskrift
FRYSEEGNET:
SERVERES MED:
TIPS & TRICKS:
ANDET:

søndag den 6. september 2015

Tilbage til barndommen - millionbøf

Jeg har jo en hukommelse som en si og husker nærmest intet fra min barndom, de få minder jeg har omhandler næsten altid noget med mad :-D

Well, millionbøf er altså en af de ting der bringer mig tilbage til barndommen. Jeg elskede det og gør det stadig. Det er dog ikke særlig ofte at vi får det herhjemme for Manden er altså en SOVSE-mand og er af den mening at der skal der skal være rigeligt af den. Så han synes ikke det er særlig fedt at jeg trækker "kone-kortet" og bestemmer at millionbøffen ikke skal være over-sovset :-p

Jeg er altså stadig syg, som jeg skrev IGÅR, så må man godt være en smule umulig ikk ??? :-D

Vi fik spaghetti til ("kone-kortet" igen ;-P ) men kartoffelmos eller kogte kartofler kan også sagtens spises til. 
OG ketchup ikke at forglemme hilsen Låvise 10 år :-D


Millionbøf.
4 per.
500 g. Oksekød, hakket
300 g. Løg
250 g. Champignon
5 dl. Vand
2 ½ dl. Piskefløde
3 tern Oksebouillon
Hvedemel, til jævning
Vand, til jævning
1 tsk. Engelsk sauce
1 tsk. Worcestershire sauce
1 spsk. HP sauce
1 nip Sukker
Salt
Peber
Kulør
Olie, til stegning

Løgene pilles og hakkes groft. Champignonerne børstes fri for jord og evt. rod fjernes. Herefter skæres de i tynde skiver.

Olien varmes op i en gryde og champignonerne svitses heri, når de er gyldne og væsken er fordampet tages de op af gryden.
En smule mere olie hældes i gryden og oksekødet brunes godt af. Løgene tilsættes og brunes med. Champignon, vand og bouillonterninger tilsættes og bringes i kog. Saucen skal nu småsimre under låg i 15 – 20 minutter.

Herefter tilsættes krydderier, fløde og kulør. Imens saucen bringes i kog, rystes en meljævning sammen. Dette hældes i saucen under omrøring, til den har en god tyk konsistens. Jeg synes den skal være stuvningtyk.

Saucen koges igennem til melsmagen forsvinder, ca. 5 – 10 minutter, hvorefter den smages til med salt og peber.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Spaghetti, kartofler eller kartoffelmos og ketchup
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

lørdag den 5. september 2015

Æbletærte

Kalenderen siger nu er det september og det betyder efterår. Dette er en af mine yndlings årstider. Jeg elsker æbler, rodfrugter, simremad, stearinlys og hyggen i den mørke tid.

Hvad er mere oplagt end at denne uges weekendguf bliver en ægte klassiker, nemlig en æbletærte. Selvfølgelig med dejlige danske æbler :-)

Med efteråret kommer der ofte osse snue og sygdom. Jeg er en af dem der har været så (u)heldig at have ligget syg med influenza det meste af ugen. Øv med øv på. Det har faktisk været så slemt at mad overhovedet ikke interesserede mig (WHAT !!!) og min computer har osse haft fred i 3 dage, hvor den slet ikke har været tændt. Jeg tror ALDRIG det har været sket før :-P 

Opskriften her har jeg været forbi THE BIG MEOWSKI for at låne. Og jeg vil bare lige sige søde Christina TAK, for dette er nok til dato den bedste æbletærte jeg nogensinde har smagt :-D



Æbletærte.
Ca. 10 port.
BUND:
150 g. Smør
150 g. Hvedemel
25 g. Flormelis
2 tsk. Vanillesukker

MARCIPANREMONCE:
75 g. Smør
75 g. Sukker
75 g. Marcipan
3 stk. Æg
1 spsk. Hvedemel

YDERLIGERE:
2 – 3 stk. Æble – jeg brugte 2 store
2 tsk. Kanel

Start med at lave bunden. 
Alle ingredienserne vejes af og æltes godt sammen. Herefter kommes den på køl i ca. 30 - 45 minutter, så dejen kan blive kold.

Imens laver du remoncen. 
Smør, sukker og marcipan piskes sammen, hvorefter æggene tilsættes et ad gangen. Og til sidst melet. Remoncen piskes godt sammen, til det bliver en rimelig ensartede.

Æblerne skal ikke skrælles, men de deles, kernehuset fjernes og skæres i tynde både.

En springform (ca. 24 cm. i diameter) smørres godt og pudres med mel. 2/3 dele af tærtedejen trykkes ud i bunden på springformen i et jævnt lag. Den sidste 1/3 bruges til kanter. Dette trykkes op af siden på springformen, så det når ca. 3 cm. op. 

Remoncen fordeles over tærtebunden og der drysses med kanel, brug evt. en lille si. Æblebådene lægges heri i et pænt mønster. For et pænt slutresultat, kan du forsigtig skære kanten på tærten så den bliver lige.

Bages ved 200o i ca. 45 minutter, til den er flot gylden.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION:  http://thebigmeowski.blogspot.dk
FRYSEEGNET: ??
SERVERES MED: Cremefraiche, vanilleis eller flødeskum
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -