søndag den 30. juli 2017

Kiwi–lemon pavlova

Idag bliver sidste dag i mit lille SØDT & SYNDIGT sommer-tema. Du har nu i 14 dage kun fået opskrifter på forskellige søde lækkerier og kager. 

Men vi slutter med et brag - synes jeg da ihvertfald selv. Jeg har nemlig lavet min første pavlova. Jeg gør mig ikke alt for meget i magrens, da jeg synes det alt alt for sødt. Men denne udgave er lagt sammen med en lækker syrlig curd, letpisket flødeskum og toppet med ristede mandler - en virkelig lækker kombination.

Idéen blev føjet til min TO-TRY-liste i foråret, da jeg i Masterchef Australia så, at de havde besøg af Nigella Lawson. Hun lavede sin berømte LEMON PAVLOVA. Og da jeg elsker alt hvad der indeholder citron i det søde køkken, så den skulle simpelthen prøves. 

Det er en virkelig skøn kage eller dessert om du vil. Selv Manden som heller ikke er til det alt for søde, var ret begejstret. Og nu har jeg endnu flere idéer der kombinere margens og en form for curd.

Du kan sagtens bruge en almindelig lemoncurd i stedet for kiwi-lemoncurden. Så bruger du bare din ynglings opskrift eller køber et glas. Du skal bruge ca. 300 gram færdig curd til kagen.

Kiwi–lemon pavlova.
Ca. 8 – 10 per.
BUND:
6 stk. Æggehvider
350 g. Sukker
10 g. Maizena mel
5 g. Citronskal – svarer ca. til 1 stk.
2 tsk. Citronsaft

CURD:
100 g. Kiwi – renset vægt
2/3 dl. Citronsaft 
3 g. Citronskal – svarer til ca. ½ stk.
2 stk. Æg (M/L)
85 g. Sukker
50 g. Smør

PYNT:
50 g. Mandler
3 dl. Piskefløde

Først bunden:
Æggehviderne piskes ved medium hastighed, til de laver bløde toppe. Hastigheden øges og sukkeret tilsættes – en skefuld af gangen, til marengsen er stiv og skinnende.

Maizena sigtes og foldes i marengsen, sammen med citronskal og –saft.

Marengsen kommes på en papirbeklædt bageplade – for at holde papiret fast, kan du mellem papir og bageplade sætte små marengsdutter.
Marengsen formes så den bliver rund (ca. 23 cm. i diameter – tegn evt. efter en tallerken på bagsiden af bagepapiret, så du har styr på diameter og form) og overfladen glattes med en palet.

Ovnen forvarmes til 180o og når bunden stilles derind i, sænkes temperaturen til 150o. Bunden bages i 60 minutter.

Når den er færdigbagt, slukkes ovnen, lågen åbnes og den afkøles deri, til den er helt kold.

Imens laves curden:
Kiwierne skrælles og skæres i små tern. Citronen rives fint og saften presses. Dette kommes i en stor glasskål, sammen med æg og sukker.

Skålen sættes over et vandbad – som er en gryden med kogende vand, hvori skålen passer i. Og varmes op mens der piskes.

Da mine kiwier var blevet møre, gav jeg dem en tur med stavblenderen, så jeg fik en glat creme. Når den bliver tykkere og får en mere cremet konsistens, tilsættes smørret, som du i mellemtiden har skåret i små tern.

Når det er smeltet kommes curden i en skål og stilles til afkøling.

Servering:
En times tid før servering samles pavlovaen.

Mandlerne smuttes og hakkes. Bagefter ristes gyldne på en varm pande uden fedtstof, og afkøles.

Fløden piskes til en skum med bløde toppe.

Pavlovabunden lægges med toppen nedad på et serveringsfad. Så kan bagepapiret nemt fjernes uden at bunden går i stykker.

Kiwi-lemoncurden smøres ud på marengsen – næsten helt ud til kanten. Der toppes med flødeskummet og de ristede mandler.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: MasterChef Australia
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar