mandag den 29. juli 2013

Verdens bedste frikadeller - opdateret version

Nå, når Lærke-musen nu har udnævnt mine frikadeller til verdens bedste, kræver det jo at jeg lige får opdateret opskriften ;-)

For en dag, da vi måtte aflyse et besøg hvor vi skulle have lave deller af ca. 8 kg. svinekød til hendes fryser, krævede hun en udførlig opskrift, med nøjagtige mål.....også på peber :-D

 det fik hun selvfølgelig og nu kan hun helt selv lave verdens bedstefrikadeller. Og det kan du også, for opskriften får du lige her:

Frikadeller med salat & fynsk kartoffelsalat.


Frikadeller.
Ca. 13 – 15 stk.
500 g. Hakket svinekød
200 g. Løg
2 stk. Æg (M/L)
8 g. Fint salt
50 omg. på Peberkværnen
50 g. Hvedemel
¾ - 1 dl. Vand
Smør - til stegning

Farsen røres:
Løgene pilles og hakkes fint. Disse kommes i en skål sammen med kødet og røres sammen – jeg bruger Kenny min Kenwood røremaskine.

Æg, salt, peber og hvedemel tilsættes og røres godt sammen, hvorefter vandet tilsættes, ad et par gange, til farsen har en passende konsistens, ikke for fast og ikke for blød.

Farsen må gerne hvile inden stegning, men er ikke et must.

Så skal dellerne steges:
En pande varmes op og en god klat smør smeltes heri. Når det er bruset færdig, dyppes en spiseske heri og du tager en passende klump fars. 

Den formes til en kugle ved hjælp af din hånd og skeen. Farskuglen lægges på panden og du fortsætter på sammen måde med resten af farsen til skålen er tom.

Frikadellerne steges 4 – 5 minutter på hver side, alt efter størrelsen.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -
OPDATERET: Marts 2016

Ingen kommentarer:

Send en kommentar