fredag den 3. oktober 2014

Høns i asparges

For et par weekender siden, tog jeg en kylling op af fryseren uden egentlig at have nogle planer for den - lidt dumt egentligt. Men jeg endte med at smide den i SLOW COKKEREN, sammen med gulerod og løg - det var lige hvad køleskabet indeholdt  - og så kogte jeg den i 9 timer. Halvdelen af tiden på LOW og resten af tiden på HIGH. 
Det blev den bedste kylling, du kan forestille dig. Saftig og mør. Og fonden skulle slet ikke skummes undervejs, sikkert fordi det kogte ved lave grader til at starte med. Bestemt ikke sidste gang jeg har kogt suppe på den måde.

Bagefter tog jeg kyllingen op og afkølede den lidt, inden jeg pillede den. Imens kogte jeg suppen ind, til jeg synes den havde en passende fylde. Men den var åbenbart ikke blevet helt kraftig nok, så derfor tilføjede jeg en tern hønsebouillon, da jeg lavede stuvningen. 
Da den var færdig og kølet ned, blev den smidt på frost, så der var nem mad til en travl dag, som vi havde idag. Egentlig var det min mening at servere kogte kartofler hertil, men vi får så sjældent tarteletter, så Manden stemte for dem.





Høns i asparges.
3 - 4 per. / eller fyld til ca. 14 tarteletter
400 g. Kyllingekød, kogt
6 dl. Hønsefond
2 dl. Piskefløde
1 ds. Aspargessnitter
1 tern Hønsebouillon
Hvedemel (til jævning)
Vand (til jævning)
Salt
Peber
1 nip Sukker

Vandet drænes fra aspargessnitterne og kommes i en gryde sammen med hønsefond og piskefløde. Det bringes i kog og imens rystes en jævning sammen af 3 - 4 spsk. hvedemel og ca. 1 dl. vand. 
Når saucen koger, hældes jævningen i under piskning – den skal være tyk som en stuvning, måske der ikke er nok jævning i første forsøg, så ryster du bare lidt mere sammen. 

Herefter koges saucen igennem et par minutter for at fjerne melsmagen, hvorefter kyllingekødet og aspargessnitterne vendes i, varmes op og retten smages til med salt, peber, et lille nip sukker og måske en ekstra terning hønsebouillon.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Kogte kartofler eller tarteletter
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar