mandag den 28. oktober 2013

Så må det godt stoppe.

Der sker altså ikke så meget herinde som jeg havde planlagt, men tålmodighed har heller aldrig være min bedste ven :O) Jeg må krybe til korset og indrømme at dette sygdomsforløb er hårdere at komme igennem, end jeg havde regnet med. Det er 4 uger siden min operation og jeg håber, da snart at energien så småt beslutter sig at vende tilbage.

Det har været en hård oktober for min familie. Tidligere samme dag, som jeg tog på skadestuen, var vi hos Dr. Dyr med Cæso. Han fløjtede som en anden lille pipfugl. Han fik taget røntgen og heldigvis viste billederne at han ikke havde fået vand i lungerne. Det var en omgang astmatisk bronkitis han havde fået.

Mens jeg var indlagt, blev en af Mobbers bedste veninder også indlagt. Hun gik bort få dage senere. Det var et hurtigt og meget aggressivt sygdoms-forløb. Hun have fået konstateret lungecancer 2 måneder tidligere.
Hvil i fred Laila, ære være dit minde. 

I sidste uge måtte vi til Dr. Dyr med Mobbers dejlige misser, Sofus. Der var formentlig en hund der havde haft fat i hans hale. Han kunne ikke bevæge den, den var død og derfor måtte den amputeres.
Efter en uges tid, hvor vi jævnligt havde været i kontakt med Dr. dyr, blev Mobber desværre nød til at tage den svære beslutning, at Sofus måtte drage over REGNBUEBROEN.
Der var kommet komplikationer til. Bruddet på halen var så langt oppe, at nerverne til urin og afføring var blevet beskadiget og aldrig ville komme til at fungere normalt igen. Hvil i fred Sofus.

I fredags begyndte Cæso igen at pippe igen, så afsted efter mere medicin. Natten til lørdag, havde vi en rigtig grim episode med ham. Han hev efter vejret og hans tunge var blå, hvilket betyder at han ikke ilter sit blod ordentligt.
Jeg ringede til Dr. Dyr og fik en masse anvisninger om at give ham vanddrivende medicin og hvis disse ikke hurtigt hjalp, skulle jeg komme ASAP.
Men heldigvis så vi hurtigt en bedring og idag, mandag, har han det meget bedre, men stadig medicineret.

Jeg døjer med mit galdedræn, det er ømt, huden er irriteret og giver mig mange smerter, MEN heldigvis ingen infektion. Der er stadig 14 dage til, at jeg skal havde det fjernet, så de dage skal bare suse afsted, så jeg kan få det ud.
Så nu gider jeg ikke mere, synes vi har oplevet rigeligt :O(


Og så lidt sødt oven på alt dette triste:
En af de gange hvor vi var i pluk-selv-frugtplantage, fik vi nogle pærer med hjem, der for vores smag faktisk var alt for modne til "bare" at spise, så nogle dem blev skrællet og frosset, men så var det jeg tænkte på barndommes syltede dåsepærer og overvejede at det måtte da kunne gøres bedre og mere delikat. Efter lidt søgen rundt omkring, kom der dette resultat ud af det:


Syltede pærer.
1 glas
1 kg, Pærer
5 dl. Vand
400 g. Sukker
½ dl. Lager eddike
1 stk. Vaniljestang
1 stk. Citron, i tynde skiver
Atamon

Vand, sukker, eddike og vanillestangen koges op til sukkeret er opløst. Imens ordnes pærerne. De skrælles, halveres og kernehus og stilk fjernes. Herefter koges de i 5 - 10 minutter i lagen, til at de er møre. De tages op med en hulske og kommes på Atamonskyllede glas.
Sukkerlagen tages af varmen og citronskiverne tilsættes. De må gerne ligge i lagen i et par minutter, inden at den hældes over pærerne og glasset lukkes til.
Må meget gerne stå et par uger inden brug.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar