Viser opslag med etiketten Låvises dyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Låvises dyr. Vis alle opslag

torsdag den 24. december 2020

23. december - vanillesnitter

Glædelig 23. december 🎅🎄⛄

En forsinket låge nummer 23, det beklager jeg. 

Men dagen igår blev pludselig hektisk, da jeg i løbet af 15 minutter stod med en meget syg Eddie-hund. Vi var lige kommet hjem fra gå-tur, hvor der intet var med ham og et øjeblik efter hjemkomst, begyndte han at ryste og havde over 40 i feber. 

Så afsted til dyrlægen, hvor vi blev puttet ind i en travl før-jul-dag og tilbragte et par timer. Han fik taget røntgen for at tjekke at han ikke havde pådraget sig det samme som i SOMMERS - det var det heldigvis ikke, men blodprøverne vist høj infektionstal. 

Så nu er han på antibiotika og smertestillende. Heldigvis var han feberfri da vi gik i seng igår og idag har han det meget bedre. Men det er grunden til den forsinkede julekalenderlåge - jeg var træt og orkede kun at koncentrere mig om ham 💗

Med du skal ikke snydes, så her har du gårsdagens småkage. Det er endnu en af de hurtige. Den er helt plain med masser af smørsmag og masser af vanille - jeg er en sucker for vanille 💗

Vanillesnitter.
Ca. 40 stk.
100 g. Smør – blødt
100 g. Sukker
20 g. Glukosesirup
150 g. Hvedemel
½ tsk. Natron
1 nip Salt
1 st. Vanille
1 tsk Vanillesukker
1 tsk. Vanille aroma
 
Alle ingredienserne vejes af og røres godt sammen.
 
Herefter rulles dejen til små pølser med en diameter på ca. 1½ cm. De lægges på en papirbeklædt bageplade og trykkes flade, evt. med en gaffel, ske eller bagsiden af din hånd.
 
Beregn god plads mellem stænglerne, da de flyder ud – jeg havde 4 på en plade.
 
Bages ved 175o i ca. 12 – 15 minutter. De skal blot lige blive gyldne.
 
Når de er færdige, skal de afkøle et øjeblik, hvorefter du skæres dem i skrå snitter på 2 cm. Afkøl dem på en rist og opbevar dem i en tætsluttende dåse.
 


 
INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: Dejen er rå
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Glukose siruppen kan sagtens skiftes ud med alm. Sirup. Men jeg har brugt den for at småkagen får en lysere farve efter bagning.

mandag den 20. juli 2020

Eddies 1 års fødseldag



Hvis du ikke gider læse om mine dyr, så hopper du bare ud og venter på, at jeg en af dagene, kommer med en ny og lækker opskrift 😀

I går var det 14 dage siden, EDDIE gav os en forfærdelig forskrækkelse. Jeg er først nu klar til at skrive om, hvad der skete.

Eddie-manden er blevet en flot stor dreng på 56 kg. Han beriger vores liv med tosserier og sætter vores tålmodighed på prøve. – mange gang hver dag 😂

Eddie 1 år gammel søndag den 5. juli 2020


Søndag, den 5. juli, fyldte han 1 år. 

Det var en god dag, han blev forkælet som han plejer og som altid når vores pelsbørn har første fødselsdag hos os, fik han hundelagkage.

Eddie & lagkagen

Men et par timer efter spisningen, lignede han en der var pludselig var gravid. Han var kuglerund, urolig og forsøgte at kaste op.

Jeg gik nærmest i panik og ringede med det samme til vores dyrlæge – Heldigvis var det A. - vores skønne faste dyrlæge, der havde vagt - af en eller anden grund er det altid hende der er på vagt, når vi en af vores pelsbørn er syge uden for normal åbningstid.

Hun var bange for at han havde fået en mavedrejning, så vi skulle mødes på klinikken med det samme. Jeg vidste ikke meget om mavedrejning, kun at det er alvorligt. Vil du læse mere om det, så kig HER.

Han fik sonde i maven og med det samme blev størrelsen på maven normal. Der blev taget røntgen og vi kunne se at maven var fuld, men intet indikerede at den var drejet – "bare" en meget fuld mave.

Han forsøgte selv at kaste op, så vi prøvede med brækmiddel, men intet skete. Maven svulmede igen op og han blev helt slap, så hurtigt fik han modgift og sonde i igen – og luften kom ud, så maven blev igen fin. Herefter sagde A at vi blev nød til at lægge ham i narkose og åbne ham op for at hjælpe maden ud. Det skulle gøres ved at masserer tarmene.

Hendes bagvagt kom med det samme og Eddie blev bedøvet. Nu han sov, forsøgte de en sidste gang at suge maden ud gennem sonden, men stadig uden held. Så jeg blev gennet ud – jeg kunne ikke at se på når de skar i ham. Dennis blev for at hjælpe med at få ham lagt til rette, inden han kom ud til mig – så var det kun at vente. Puuhhh tiden gik langsom. Jeg vil tro at han var i narkose omkring 1½ - 2 timer.

Desværre kunne maden ikke masseres ud, det var helt grødet og fast. Den maskine de brugte til at suge med, stoppede hele tiden – de forsøgte længe. Jeg husker ikke om A kom ud til os, eller hvordan vi fik at vide at de blev nød til at åbne hans mavesæk og tømme den.

Men efter den besked, gik det forholdsvis hurtigt. A kom ud og sagde at det var gået godt og de nu var ved at lukke ham.

Vi gik ind og stod foran vinduerne, hvor vi kunne se imens han blev syet sammen. Vi var hos ham, da han vågnede op og hjalp med at løfte ham over på opvågnings-tæppet. Vi sad hos ham og det var så dejligt, at han logrede med halen, da han hørte vores stemmer 💗

Eddie sover rusen ud  

Imens han var til opvågning, kom der en tæve ind til akut kejsersnit. Der var et par hvalpe mere end planlagt, de havde det ikke så godt, skulle ud ASAP og det skulle gå stærkt. Så imens Manden passede Eddie i et rum ved siden af, trådte jeg til og hjalp med at gnide små babyer rene og varme – det var en fantastisk oplevelse midt i al det turbolente 💗😍

Da der kom ro på klinikken igen, blev vi sendt hjem med specielfoder, masser af medicin og heldigvis en levende Eddie, jeg var flere gange undervejs ikke sikker på at vi ville få ham med hjem.

Da vi kom hjem, sendte jeg Manden i seng, sammen med Watson og Ejnar. Vi har soveværelse på 1. salen, så jeg valgte at Eddie og jeg skulle sove i stuen.

En times tid efter vi var kommet hjem, skulle jeg tilbyde ham lidt mad. Han havde sovet siden vi kom hjem, men dag jeg holdt skålen hen under hans næse, så vågnede madøret 😍 Han søgte selv vand, jeg skulle bare holde øje med at det ikke var for store mængder af gangen.

Patienten er kommet hjem og sover i sin i ungdomshybel (buret)

Efter et par timer fik han tisset og nu kunne vi falde til ro. Det blev til et par timers usammenhængende søvn.

Han var sløv om mandagen, men hvor blev jeg glad, da jeg gik i haven og fandt en Eddie-pølle, så vidste jeg at der var hul igennem 💩 😆 total optur over en pølle 😂

Vi sov endnu en nat på sofaen, men om onsdagen var patienten så frisk at vi både begyndte at gå små ture og sagtens gå op af trappen, så endelig kom jeg tilbage i egen seng.

Det var ti hårde dage. Der blev ikke lavet mange andre ting, end lige det nødvendige og nogle af tingene har været et show uden lige. Han skulle have mad 6 gange i vores vågne timer og da vi havde valg en bodystocking til ham, skulle den åbnes og lukkes hver gang efter tisning.

Vi kunne sikkert godt have valgt en skærm, men han har jo efterhånden et gigantisk hoved, så forestil dig en satellit, han ville rende rundt med. Og da han jo er et bumlehoved, ville vores hjem ikke komme hel ud på den anden side 😄

Han er fræk igen og mor skælder ud igen - alt er vist godt

En anden ting jeg skulle gøre hver dag, var at tjekke såret. Og da vi ikke kan få lov til at vende ham om på ryggen når han ligger ned, så måtte jeg jo HVER DAG lægge mig på gulvet under ham, med en lommelygte og tjekke sår 😁😂

Endelig var de 10 dage gået og han skulle have fjernet de 20 hæfteklammere. Så med Eddie i bilen og en pose med masser af slik til børnene, var vi forbi søde A. for at få dem fjernet. 

Så nu har Spaghetti-drengen et fint ar på ca. 25 cm. fra dillermanden og op mod brystet. Utroligt hvad mor-drengen vil gå igennem for at være ligesom moar – hvis du ikke har en ide om hvad jeg snakker om, så blev jeg i 2013 akut opereret for et 2 cm. hul i min mavesæk og har i dag det fineste ar på 20 cm. fra navlen og op mod brystet - har du lyst kan du læse mere HER

Eddie har det godt, vi er ovenpå igen og glade for han stadig er hos os 💗

torsdag den 28. maj 2020

Rabarbertærte med frangipane & karamelchokolade


For et par uger siden, fik jeg et bundt rabarber forærende af en god hunde-veninde. Mine egne har det jo ikke så godt, da Eddie har brugt dem som trone i vinter for at kunne skue ud over haven.

Når det nok blev de eneste rabarber jeg ville få i år, så skulle vi forkæles, så søgte jeg i mit arkiv, hvor jeg havde GEMT en tærteopskrift med frangipane og hvid chokolade. Hvilket jo et er fremragende kombination. Men vi er ikke de store hvid chokolade-spiser, men karamelchokoladen derimod - mums. Så det brugte jeg istedet. 

Og det blev så stor succes at jeg lavede den igen sidste weekend til forkælelse af kollegaerne.



Rabarbertærte med frangipane & karamelchokolade.
8 - 10 per.
BUND:
225 g. Hvedemel
75 g. Flormelis
115 g. Smør - kold
2 stk. Æggeblommer
Evt. lidt vand

FRANGIPANE:
100 g. Mandler
100 g. Smør
80 g. Sukker
20 g. Vanillesukker
50 g. Hvedemel
2 stk. Æg (M/L)
80 g. Karamelchokolade - jeg bruger den fra Callebaut

FYLD:
250 g. Rabarber - renset vægt
2 spsk. Sukker.


Start med bunden:

Flormelis og mel sigtes i en skål, smørret skæres i tern og smuldres ud i melblandingen. Tilslut samles dejen hurtigt med æggeblommerne. Hvis det er nødvendigt med mere væske, så tilsætter du bare lidt vand – en skefuld ad gangen.

Dejen pakkes ind og lægget på køl minimum 30 minutter.

Herefter rulles den tyndt ud på et meldrysset bord og den kommes i en smurt tærteform (ca. 28 cm. i diameter) Dejen flyttes nemmest ved at rulle den omkring kagerullen og så løfte den hen over formen. Brug evt. en lille klump af dejen til at presse den ud i hjørner og riller. Dejen skæres til, lad en smule stikke op over kanten, for den kan nemt synke ned.

Bunden forbages blindt – se HER hvordan – ved 175o i ca. 15 minutter.

Imens:

Mandlerne blendes til fint mandelmel og kommes i en skål, sammen med smør, sukker, vanillesukker, mel og æg. Dette piskes sammen til en ensartet masse, inden at chokoladen vendes i.

Når bunden er forbagt, tages den ud. Bagepapiret med ris, bønner eller hvad du nu bruger, fjernes og bunden afkøles let.

Rabarberne rengøres og skæres i tynde skiver på ca. 6 mm. De kommes i en skål og vendes sammen med sukkeret.

Frangipanen fordeles i bunden og rabarberne ovenpå.

Bages ved 175o i ca. 25 – 30 minutter, til frangipanen har sat sig.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Becauseitmatters.dk
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Cremefraiche, flødeskum eller vanilleis 
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

tirsdag den 19. maj 2020

Rabarber med kokoscrumble


Watson fyldte 6 år igår, tænk at vi har haft ham i så mange år. Jeg synes lige vi har hentet ham, min lille Kampvogn. 

Nå, men dagen igår blev tilbragt hos dyrlægen med ham. Han har haft øjen-problemer de sidste 2 år, sådan on and off. Og i weekenden begyndte det igen, med puds, løbende øjne og de underste blinkhinder var hævede. 

Det viste sig, at han i det ene øje havde fået et fremmelegeme derind. Det var noget plantemateriale af en art, der havde "suget"sig fast på hornhinden, det kunne heldigvis skylles ud, men havde lavet lidt skade der, hvor det havde siddet fast. I det andet øje havde han osse fået et lille hornhindesår. 

Så han er i behandling med smertestillende og øjendråber  - han er en total sej lille Kampvogn, han tager det i stiv pote, når vi roder ham i øjnene - jeg er så stolt af ham.


Dagens kage er en gammel opskrift, jeg har haft liggen i gemmerne i meget lang tid. Den dukkede op i oprydningen for nylig og passer fremragende ind, da det ligenu vælter op af jorden med skønne danske rabarber.

Sukkermængden i crumblen har jeg gjort sådan, at du selv kan vælge om du er til søde kager eller meget søde kager - bare husk at rabarber er meget forskellige i syrlighed.

Rabarber med kokoscrumble.
3 - 4 per.
600 g. Rabarber - renset vægt
2 spsk. Sukker
1 tsk. Vanillesukker
3. spsk. Maizena

CRUMBLE:
200 g. Smør
100 g. Kokosmel
50 g. Havregryn
150 - 200 g. Sukker

Rabarberne renses og skæres i stykker på ca. 1 cm. De vendes sammen med sukker og maizena og fordeles i et fad.

Kokosmel, havregryn og sukker blandes sammen og smørret smuldres ud heri. Det fordeles ovenpå rabarberne.

Bages ved 200o i ca. 25 minutter, til overfladen er gylden.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: Cremefraiche, is eller flødeskum
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Maizenaen opsuger væsken fra rabarberne og gør saften tyk

torsdag den 30. april 2020

Rabarbermousse

Rabarberne er så småt ved at dukke op i haverne rundt om i Danmark og derfor er dagens opskrift også med dem som hovedingrediens.

Mine rabarber i haven, er desværre ikke så store at de kan trækkes endnu. Og det er simpelthen fordi EDDIE har brugt den balje de bor i, til forhøjning så det er nemmere at spejde rundt - L*rte unge 😝😍 Godt jeg har et restlager i fryseren fra sidste år.
Rabarbermousse.
2 store eller 4 små port.
KOMPOT:
200 g. Rabarber – renset vægt
1 dl. Vand
½ st. Vanille
65 g. Sukker – Men smag dig frem, alle rabarber er individuelle

YDERLIGERE:
2 dl. Piskefløde

PYNT:
1 dl. Piskefløde
Pekannødder

Start med at lave kompotten:
Rabarberne skærs i stykker på ca. 2 cm. De kommes i gryden sammen med vandet.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud, de gnides ud i en smule af sukkeret for at skille dem ad. Vanillesukker og den tomme vanillestængler kommes i gryden til rabarberne.

Det bringes i kog og skal småsimre til rabarberne er møre og vandet er fordampet. Herefter tilsættes sukkeret – gerne af et par gange. Rabarber har meget forskellig syrlighed.

Den tomme vanillestang fiskes op og kompotten kommes i et fad, som stilles på køl. Jeg bruger et fad, da det har en stor overflade og gør at det kølere hurtigere ned.

Samling:
Kompotten kommes i en skål og røres igennem. I en anden skål piskes fløden til skum og det vendes forsigtigt sammen.

Moussen fordeles i portionsglas og stilles på køl til den har sat sig.

Servering:
Fløden til pynten piskes til skum. Det kommes i en sprøjtepose og tylles ud på mousserne.

Pekannødderne hakkes groft og fordels ovenpå flødeskummet.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Husk at smage din kompot til, hvor meget sukker

søndag den 5. januar 2020

Mest læste i 2019

Godt nytår!

Håber du har haft en dejlig jul og er kommet godt ind i det nye år også. Vi havde en stille og rolig jul hjemme, kun Manden, dyrebørnene og mig. Men vi fik dejlig mad. LANGTIDSTEGT FLÆSKESTEG, medister, RØDKÅL, BRUNEDE KARTOFLER, julesovs og selvfølgelig RISALAMANDE. Og som noget nyt fik vi kold hindbærsauce til vores dessert - mums, det er virklig lækkert, hvis man ikke er til kirsebærsaucen. Du skal nok få opskriften, inden næste jul 💗

Nytår hos os, er bare en dag der skal overståes. Watson kan ikke lide det, han forstår ikke hvad der sker og gør hver gang det larmer. 

Formiddagen begyndte med afslapning og så en god og lang tur i hundeskoven med Eddie og Watson. Hjemme igen stod den på hygge og forberedelse af vores mad, som var højtbelagt smørrebrød og citronfromage til dessert. Så ud en god tur med hundene igen, hjem og hygge med Dronningens nytårstale, mad og flimmerkasse. 

Vi gik faktisk rimelig tidligt i seng, inden det helt store brageri begyndte. Vi tændte radioen i soveværelset, skruede op og lagde os til at sove. Og da klokken blev 24, opdagede hverken Watson eller Eddie at det larmede udenfor - Ejnar er total cool og siger intet. Men det var jo fantastisk, at de to store drenge var ligeglade og bare sov sig fra det hele - at det så var mærkeligt at sove, eller forsøge at sove til rimelig høj musik, er en anden siden af sagen 😆

Sidste år lavede jeg ikke et "mest læste 2018" indlæg, da jeg ikke havde skrevet ret mange indlæg, men det skal du da ikke snydes for i år.


Så vi starter ud med 10. pladsen, her finder du en hverdags-klassiker i nye og endnu nemmere klæder, nemlig gratineret frikadelle i fad. De gør lige madlavningen lidt hurtigere, for imens den er i ovnen, kan du nå at lave tilbehøret - genialt ikk??



Ved 9. pladsen skal vi en tur i det søde køkken, det er nemlig en dejlig æbletærte med mazarin, nødder & karamel. Det var da et oplagt emne til aftenkaffen, specielt hvis du stadig ligger inde med marcipan og måske nødder fra julen:



8. pladsen går til Kokosmakronerne, som faktisk er en fra årets julekalender Så ret godt gået allerede at komme på listen med de mest læste opskrifter. Men nu er kokosmakroner nu osse ret lækre 😋:



I 7. pladsens opskrift er i vi STOP-MADSPILDs hjørnet med Bananboller med havregrød. Overmodne bananer og en rest havregrød, er noget de fleste kender til at have. Og da januar for mange betyder mindre sukker og søde sager, så har du her en sund mulighed for at bruge begge del samtidig:



6. pladsen får du opskriften på de skønneste rabarberris. De blev tilovers efter at Watson var på skånekost et par dage og jeg stod tilbage med en pænt portion kogte ris. Du kan også læse i indlægget, hvorfor Watson IKKE får serveret kogte ris mere 😆:



Disse lækre marcipan småkager, finder du på 5. pladsen. En simpel, men skøn småkage med marcipan. De er nemme at lave, smager dejligt, men er en lidt mild kage. Derfor vil jeg næste gang jeg bager dem, tilføje lidt ekstra smag, enten i form af ekstra mandler, mandelaroma eller lidt vanille 💗:



4. pladsen er en fornyelse af flødekartoflerne, nemlig bearnaise kartofler i fad. God hverdagsmad, men bestemt også dejlig gæstemad, der kan laves i forvejen og passer sig selv i ovnen, imens du hygger om dine gæster 💗:



3. pladsen har vi en skøn sommerdessert. Åhhh, nu glæder jeg mig til at rabarberne og ikke mindst de danske jordbær dukker op, så vil jeg igen lave denne skønne chokoladekage med rabarberskum:



2. pladsen er en nyfortolkning af en gammeldaws æblekage, pakket ind i pandekager, ikke nogen dårlig kombination - siger det bare 😇 Det er en af de kager du kan forberede i dagene op til den skal serveres og så blot samle den på dagen. Du ved, at jeg elsker sådanne opskrifter 💗 
Her finder du pandekage-lagkage med makroner, æbler & flødeskum:



1. pladsen er en fornyelse af enhver børnefamilies favorit, bolognese. Egentlig kunne den bare trylles om til anden dagens nye ret af gårsdagens bolognese, hvis du ikke har lyst til at spise den samme ret flere dage i træk. Så her har du gratineret kartoffelfad med oksekød:



Igen rigtig godt nytår og tak for at du kigger med 💗

fredag den 15. november 2019

Jordskokkesuppe

Hold nu op, hvor har der været kold og blæsende her i Odense idag. Sjovt for EDDIE, der elsker at fange bladene.....og spise dem. Han er 19 uger idag, så alting skal stadig prøvesmages 😁

Nå, men det kolde vejr giver mig lyst til suppe. Og jeg har jordskokker i haven igen i år, så hvad er mere passende end at få kræet til at hjælpe med at grave dem op, noget han gerne gør frivilligt. Også når han ikke skal 😂😂😂 Det er en ballademager vi har fået 💗

Men suppen er dejlig cremet, fuld af smag og for en vegetarisk udgave undlader du bare kålpølserne og skifter bouillonen ud med en grønsags version.


Jordskokkesuppe.
Ca. 5 per.
1250 g. Jordskokker
350 g. Løg
6 fed Hvidløg
1 l. Vand
2 tern Hønsebouillon
½ l. Piskefløde
1 spsk. Citronsaft
1½ tsk. Timian - tørret
Salt
Olie – til stegning

TOPPING:
Kålpølser
Purløg

Jordskokkerne renses og er de meget snavset fjernes skrællen. De skæres i mindre stykker. Løg og hvidløg pilles og hakkes fint.

Olien varmes op i en stor gryde. Løg og hvidløg tilsættes og svitses, inden at jordskokkerne tilsættes. Vand og hønsebouillontern tilsættes og det bringes i kog. Lad det småsimre under låg til jordskokkerne er møre.

Herefter blendes suppen, så glat som muligt. Fløden kommes i suppen, som varmes op og smages til med timian, salt og citronsaft.

Jeg serverede min suppe med et drys purløg og kålpølser, skåret i tern, som blev ristet på en pande.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Brød
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

søndag den 29. september 2019

Velkommen Eddie

Idag får du ingen opskrift. Istedet kan du læse om grunden, til at jeg har været lidt fraværende de sidste par uger, for for 14 dage siden flyttede denne skønhed ind 😇

Han hedder Eddie, er bullmastif og 12 uger gammel.



Vi har længe gået med tanken om at få en stor hund igen. En til at passe på, når vi ikke er hjemme. Der har været meget tyveri og indbrud i vores lille landsby hen over sommeren. Så da der pludselig var en åbning i vores hverdag og vi fandt "hvalpen", var der ingen tvivl, det var nu.

Efterhånden er Eddie vores 7 hund, så vi er vel det man kalder erfarne hundeforældre. Men de sidste 14 dage har vi ofte kigget på hinanden og rystet på hovedet. For Eddie er skøn, dejlig og helt igennem fantastisk. 

MEN han er også yderst fremmelig af en 12 ugers hvalp at være. Han har nærmest humpet alt og alle i hele huset, det er ok han skal prøve grænser og finde sin plads. Men allerede en af de første dage begyndte han at lægge an til at lette ben....bare lige et let løft på 3 cm. 

Klip til igår, hvor han så pludselig stod med hele benet lettet og tissede som en rigtig dreng. Dette var ikke et enestående tilfælde. Flere gange siden, har vi taget ham i det. Det har vi aldrig før oplevet i den alder.

Derudover så svarer han igen (ved at knurre), hvis det ikke passer ham at vi sætter grænser. Det lyder sjovt, det ved jeg. Men med tanke på at han bliver en kæmpe dreng på over 60 kg. så er det vigtigt at vi sætter ind allerede nu. 

Derfor gik jeg også i træningsmode med ham, fra allerførste dag. Så nu kan han allerede "sit", "dæk", komme (for det meste) og igår er vi begyndt at indøve "plads". Han er heldigvis meget madglad og derfor går det nemt med træningen. Men han er også hurtig opfattende og skal ikke se tingene mange gange før han fatter det, hvilket også gør det endnu nemmere.

Første dag i snor, det gik så fint med storebror ved sin side


Han er faldet godt til. De andre acceptere ham, der er ingen jalousi fra nogen sider - det er jo helt fantastisk. Selv kattene tøede hurtigt op overfor ham. 

Og Watson har virkelig fået en legekammerat, han har ofte kedet sig, da Ejnar er en stille hund. Han gider ikke lege eller gå ture, hans favoritbeskæftigelse er i sofaen sammen med far. Måske han lige kan overtales til at lege lidt med tov ind imellem. 

Men alt den vilde leg, det klarer Watson og Eddie fint - de tumler og Watson opdrager. Hans tålmodighed med Eddie er stor. Og Eddie ser op til Watson og gør mange af de samme ting som ham. Det kan kun blive et godt venskab 💗

En hanekamps-delle 😆

Nam nam et blad 

Så nu ved du også hvem Eddie er, ham får du helt sikkert mere at høre om 💗

Har du lyst kan du her læse om mine andre hunde: WATSON & EJNAR.

Og også dem som vi mindes: WHISKEY, CHARLIE & CÆSO.

søndag den 15. september 2019

Gratineret tortellini med grønt

Søndagen går på hæld og lige om lidt banker mandag og en ny uge på. Mangler du inspiration til hvad du skal spise i den kommende uge, får du her mit bud på den skønneste pastaret, med strejf af chili og lækker rødvinsauce. En rigtig nem måde at få "gemt" en masse grønsager i saucen, hvis du kender nogen er der grønsags-forskrækket 😉

Jeg har før lavet en anden UDGAVE også.

Gratineret tortellini med grønt. 
6 per.
500 g. Hakket oksekød
2 spsk. Olie – til stegning
200 g. Løg
250 g. Porre
300 g. Gulerod
250 g. Peberfrugt
4 fed Hvidløg
1 tern Hønsebouillon
3 dl. Rødvin
2 ds. Hakkede tomat
4 dl. Vand
2 dl. Piskefløde
75 g. Pikant ost
1 tsk. Oregano – tørret
1 tsk. Basilikum – tørret
1 tsk. Timian – tørret
½ tsk. Paprika
Chili
Salt
Peber
500 g. Tortellini – den friske, min havde en kogetid på 5 min.
125 g. Cheddar
75 g. Parmesan

Start med grønsagerne:
Løgene pilles og hakkes. Porrerne skæres i tynde skiver, som skylles godt. Gulerødderne skrælles og skæres i små stykker. Peberfrugten skæres i tern.

Og frem med gryden:
Halvdelen af olien varmes op og løg, hvidløg og porrer sauteres heri. Gulerødderne tilsættes, svitses med. Grønsagerne tages op af gryden, resten af olien tilsættes og varmes op, inden at kødet komme i og brunes godt af. Grønsagerne komme i sammen med rødvinen. Det bringes i kog og skal småsimre i ca. 5 minutter, til alkoholen er kogt væk.

De hakkede tomater, fløde, pikantost og vand tilsættes sammen med krydderierne. Låget lægget på, det bringes i kog og smages til. Tortellinierne vendes i saucen sammen med peberfrugterne. Blusset slukkes og låget lægges på. Lad gryden stå på blusset i 15 – 20 minutter, til pastaerne er næsten færdigtilberedte. Rør gerne i gryden et par gange undervejs.

Imens du venter på pastaretten trækker færdig, rives parmesan osten fint og cheddaren groft. De blandes sammen.

Pastaretten smages lige til en ekstra gang, inden den fordeles i et fad og drysses med ost.

Gratineres ved 200o i ca. 20 – 25 minutter, til osten er gylden.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: Salat og brød
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

mandag den 9. september 2019

Rabarberris

For et par uger siden, fik Watson rå ben af vores søde nabo. Han elsker dem, men denne gange endte det ud i den værste racermave jeg længe har set, så slemt at jeg måtte op med ham et par gange hver nat.
Og da ZOOLAC som ellers plejer at afhjælpe al dårlig mave hos dyrerne heller ikke fungerede, måtte jeg igang med at lave skånekost -  kogte kolde ris, blandet med torskerogn og yoghurt. 

Han spise det med velbehag, men hvad jeg så ikke lige have tænkt på, var at sådan en engelsk bulldog har nogle ufattelige store kinder, der kan indholde uanede mængder af ris 😂😂  Så vi havde glæder af ris på gulv OG mange andre steder dage efter 😂😂 

Heldigvis blev maven hurtig fin igen, så efter to dage på skånekost, stod jeg tilbage med en pæn stor rest ris (uden torskerogn og yoghurt). De skulle på ingen måder bruges til hundenes mad eftersom jeg lige var blevet færdig med rengøring af gulve, sofa, seng og hvor ellers vi fandt rester af ris 😂😂 
Så jeg måtte i tænke-mode og kom til i tanke om en dessert vi lavede i min læretid, den opfordrer til at få brugt en rest ris. 

Jeg hoppede først i haven, hvor de årets sidste rabarber blev trukket, derefter gik turen i køkkenet, hvor jeg fik bixet denne skønne lidt risalamande-ish dessert sammen  💗

Kompotten kan sagtens laves et par dag i forvejen. Og du kan bruge den lige den frugt du har og kan lide.

Rabarberris.
6 per
CREME:
500 g. Ris – kogte & afkølede
4 dl. Piskefløde
1 st. Vanille
50 g. Flormelis
60 g. Mandler – uden hinder
2 g. Citronskal – svarer fra ca. ½ stk.
3 spsk. Citronsaft

KOMPOT:
400 g. Rabarber
¼ dl. Vand
1 st. Vanille
125 g. Sukker

PYNT:
40 g. Mandler – uden hinder

Start med kompotten:
Rabarberne skærs i stykker på ca. 2 cm. De kommes i gryden sammen med vandet.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud, de gnides ud i en smule af sukkeret for at skille dem ad. Vanillesukker og de tomme vanillestængler kommes i gryden til rabarberne.

Det bringes i kog og skal småsimre til rabarberne er møre og vandet er fordampet. Herefter tilsættes sukkeret – gerne af et par gange. Rabarber har meget forskellig syrlighed.

Den tomme vanillestang fiskes op og kompotten afkøles.

Og så til mandlerne:
Kogende vand hældes over mandlerne, både dem til cremen og dem til pynt. Lad dem stå i 5 minutter, hvorefter vandet hældes fra og nyt kogende kommes på. Nu løsner skallen sig og du kan nemt smutte hinderne af mandlerne.

Så er det cremens tur:
Mandlerne hakkes og dem til pynt tages fra.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud. De gnides ud i en smule af flormelissen for at skille dem ad.
Citronskallen rives fint og fløden piskes til en fast skum.
Risene røres sammen med vanillesukker, flormelis, citronskal, -saft og mandler. Det vendes sammen med fløden og smages til.

Samling af desserten:
Kompotten fordeles i bunden af serveringsglasset. Cremen kommes i en sprøjtepose uden tyl. Der klippes et stort hul og cremen fordeles ovenpå kompotten.

Mandlerne til pynt, drysses ovenpå.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Hvis du ikke har færdigkogte ris, så skal du koge 200 g. rå ris i 2 ½ dl. vand tilsat en smule salt til denne portion.
Er risene kogt uden salt, tilsættes et nip salt i cremen.

torsdag den 24. januar 2019

Havregrødsmuffins med æble, mandler & chokolade

I lørdags var fire rideveninder og jeg på hesteryg til standen. Det var en skøn tur - dog tåget, lidt blæsende og en smule køligt, men en virkelig sjov oplevelse med masser af galop i vandkanten, så længe Noi (min mule) gad. Da han havde fået nok, satte han alle 4 ben i jorden og rokkede sig ikke ud af stedet, indtil de andre osse var klar til at skulle hjem - Altså, hvor jeg elsker den hest for alle hans tosserier 😆

Det var en længere tur på over 20 km., så for alles skyld havde vi indlagt en lille pause, hvor hestene slappede af, imens vi drak noget varmt og spiste en lille snack. Derfor havde jeg fredag været i køkkenet og bagt disse. 

Pigerne var begejstret, de mætter, smager godt og virker syndige uden at være det.

Jag har taget udgangspunkt i mine tidligere udgaver af havregrødsmuffins. Dem kan du se HER, HER og HER


Havregrødsmuffins med æble, mandler & chokolade.
12 stk.
200 g. Æble – renset vægt
2 stk. Æg (M/L)
3 dl. Vand
300 g. Havregryn
2 tsk. Vanillesukker
2 ½ tsk. Bagepulver
1 nip Fint salt
60 g. Akacie honning
50 g. Mandler
100 g. Mørk chokolade

Æblerne rives groft. Chokolade og mandler hakkes groft.

Æg, vand og æble røres sammen. Havregryn tilsættes, sammen med vanillesukker, bagepulver, salt og honning. Det røres godt sammen og stilles til side i 5 minutter, så grynene kan suge lidt af væsken. Chokolade og mandler vendes i tilslut.

Dejen fordeles i muffins forme – det skal være dem i kraftigt papir. Jeg vejede alle mine af og havde ca. 95 gram i hver.

Bages ved 180o i ca. 25 minutter.

De afkøles på en bagerist.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

onsdag den 14. november 2018

Siden sidst


Endelig kom jeg i gang med at skrive igen. Det er godtnok længe siden jeg har postet noget herinde, altså lige udover at jeg opdateringen af CITRONFROMAGEN i går.

I dag kommer der et personligt indlæg, som jeg jo egentlig har besluttet ikke at lave så mange af, som jeg gjorde før. Så hvis du ikke gider læse om mit ”in real life”, så hopper du bare dette indlæg over og følger med i morgen 😉

17 glas SYLTEDE RØDBEDER har jeg også fået lavet

I foråret startede jeg på at færdiggøre mit INDEX, men der knækkede jeg simpelthen nakken, jeg r*vkedede mig og lysten til at lave den mindste ting på bloggen forsvandt. Men i køkkenet forsvandt lysten aldrig til at opfinde og lave nye projekter i køkkenet, så jeg har faktisk en masse spændende ting liggende - de skal "bare" lige skrives ind for de ligger i en meget rodet stak ved siden af computeren 😂

Vi har fået lavet en masse praktisk herhjemme. Indenfor er hele huset er blevet malet og når vi er har færdiggjort hvert enkelte rum, er de så efterfølgende blevet gjort hovedrene. Det har været et stort arbejde, men virkelig skønt når det er gjort. Pt mangler vi kun nogle småting, dem får jeg lavet her i løbet af vinterperioden, hvor jeg jo igen i år går vinterfyret.

Udsigten til Fyn fra Svelmø - en fantastisk ridetur

På jobbet har sæsonen været forrygende. Jeg har prøvet at bade på hesteryg, hvilket er store ting, da jeg har vandskræk. Jeg har guidet på mange forskellige ture, både for pigerne på mine faste hold i hverdagen, men også for "fremmede", børn, samt kendisser 😃 

Jeg er blevet "tante" til Teitur

På Mandens vegne har det været et fantastisk år. Han blev i juni visiteret til flexjob og her sidst i oktober startede han på sit nye job på et bosted, som medhjælper i kantinen. Et job han elsker 💗

Mivmiv Oktober 2010 - August 2018

Sidst på sommeren bankede det en dag på hoveddøren. Det var vores nye naboer, der ville høre om vi vidste hvem der ejede den kat, der lå på den anden side af vejen og var kørt ihjel. Det var desværre vores Mivmiv. Hun blev begravet i haven ved siden af hendes mor. 

Vi var ret enige om at vi ikke skulle have ny kat – i ca. 1 måned 😂 For det var tydeligt for os begge at ”Den norske idiot” aka Micki kedede sig bravt. Så først i september flyttede lille Hjørdis ind. Hun er så sød og bedårende. Micki elsker hende - de leger så godt sammen. Det har været lige det han har manglet. Hjørdis, er som Micki, indekat. Hun skal lære at være i sele og snor om sommeren - godt der er lang tid til sommer, for så er der da håb for at hun er blevet mere rolig, når det skal indlæres 😂

Hjørdis 3 måneder

De første stykke tid sov de sammen med os, det var så hyggeligt. Hjørdis sov mellem Manden og jeg, indtil den dag, hvor hun flere gange på en uge vækkede os omkring kl 3.30. Så nu sover de begge i stuen, indtil hun kan finde ud af ikke at vække os når hun synes hun skal lege midt om natten.

Under hovedrengøringen fik jeg ryddet op - jeg fandt en masse ting vi ikke skulle bruge mere. Så sidst på sommeren havde vi en stand på et bagagerums marked, hvor vi faktisk fik solgt helt godt. Blandt andet nogle sindsygt flotte skærebrætter som Manden selv har lavet. Jeg har selvfølgelig beholdt nogle selv og dem vil du kunne se på bloggens billeder.

Jeg har stadig en masse ting, som jeg gerne vil have solgt. Jeg overvejer at lave en gruppe med lopperier på FACEBOOK. Måske jeg laver et link dertil, når jeg får den oprettet, hvis der er stemning for det ??

Jeg har ofte omtalt om min voksende ”to-try liste”. Jeg elsker jo orden, derfor har jeg har faktisk oprettet en blog kun til disse opskrifter. Så er det altid nemt at lede efter ny inspiration. 
På nuværende tidspunkt har jeg gjort så den ikke kan ses af andre end mig – dog overvejer jeg at offentliggøre den, så alle kan kigge med. Var det et sted du kunne have lyst til at følge med, der er ingen historier, ingen billeder, ingen erfaringer, kun ingrediensliste og fremgangsmåder ???

Watson laver stadig dagligt tosserier

Det var et lille hurtigt tilbageblik på hvad der er sket siden sidst. Jeg har planer om at i min vinterpause skal jeg gerne blogge jævnlig, gerne arbejde på INDEXET, samt et par andre idéer.

Julekalender kommer der selvfølgelig osse i år. På et tidspunkt hang den i en tyndt tråd, for jeg synes ikke jeg havde overskuddet til at få den lavet. Tiden var knap, sæsonen på arbejde snart slut og jeg skulle arbejde meget de sidste uger. Men efter lidt tænksomhed blev jeg enig med mig selv om at det kunne og skulle jeg nok nå. Planlægning og udarbejdning blev sat i gang - glæd dig!

Tak for at du har haft lyst til at læse med hertil 💗

Kærlig hilsen
Låvise

Fluga & jeg