Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag

torsdag den 21. januar 2021

Pandekager uden sukker

 
Uhhmm hvem elsker ikke pandekager 😀 

Forrige weekend havde jeg et par æg, der trængte til at blive brugt. Så jeg satte gang i pandekage-dejen eller dejene, må jeg nok hellere sige. For det viste sig at der faktisk var 40 æg der skulle bruges - hold nu op, hvor var jeg træt af pandekager, da jeg var færdig 😂😂😂😂 Og udover maverne blev fulde af pandekager de følgende dage, er fryseren nu også fuld. 

Jeg lavede dem uden sukker, for så kan de både bruges til desserter, men også i det salte køkken. Jeg er ikke en sukkergris og synes de smager fantastisk som de er, men Manden drysser gerne lidt sukker på.



Pandekager uden sukker.
Ca. 13 – 14 stk.
 
200 g. Hvedemel
½ tsk. Salt
5 dl. Mælk
5 stk. Æg (M/L)
75 g. Smør
 
Smør til bagning
 
Smørret smeltes og afkøles.
 
Mel, salt og mælk piskes sammen til en glat masse. Æggene piskes i og tilslut tilsættes smørret.
 
En pande varmes op og der tilsættes en smule smør. Når den er smeltet, tilsættes lidt under 1 dl. dej. Den drejes rundt på panden, så den fordeles jævnt. Når kanten af pandekagen begynder at tage farve, skal den vendes og bages gylden på den anden side. Herefter afkøles de.
 
 


INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Min pande er stor – 28 cm. i diameter - så jeg får store pandekager og fik 13 ud af denne portion

søndag den 29. november 2020

Pandekage-lagkage med appelsincreme


Glædelig 1. søndag i advent 🎅🎄⛄

Som altid når 1. søndag i advent ligger udenfor december måned, får du en hyggelig advent gave. Det kan være kager eller som idag en dessert, som du kan bruge til julefrokosten.



Pandekage-lagkage med appelsincreme.
10 - 12 per.
PANDEKAGER:
250 g. Hvedemel     
½ tsk. Salt             
2 ½ tsk. Kardemomme - stødt  
1 ½ tsk. Sukker      
6 dl. Mælk              
6 stk. Æg (M/L)       
100 g. Smør           
Smør – til stegning
 
CREME:
4 stk. Æg (M/L)
60 g. Sukker
50 g. Maizena
5 dl. Mælk
2 St. vanille            
18 g. Appelsinskal – svarer til fra ca. 4 – 6 stk.
3 ½ dl. Appelsinsaft
 
YDERLIGERE:
5 dl. Piskefløde
 
MANDLER:
100 g. Mandler
100 g. Flormelis
½ dl. Vand
 
Start med cremen:
Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud og gnides ud i en smule af sukkeret for at skille dem ad.
 
Appelsinskallen rives fint.
 
Æg, sukker, vanillesukker og den tomme vanillestang kommes i en gryde og piskes sammen. Mælk og maizena tilsættes og piskes ud i æggeblandingen.
 
Blandingen bringes langsomt i kog under konstant piskning. Når den når kogepunktet skal den koges igennem til den bliver tyk – stadig under piskning – det tager 2 – 3 minutter.
 
Herefter tages gryden af varmen og appelsinskal og -saft tilsættes. Cremen piskes ensartet og jævn.

Vanillestangen fjernes, inden cremen hældes over i en beholder med stor overflade, dette gør at cremen nedkøles hurtigere. Den dækkes med husholdningsfilm, det skal lægges helt ned på overfladen, dette gør at der ikke dannes kondens eller at den "trækker skind". Herefter afkøles cremen til den er helt kold.
 
Imens laves pandekagerne:
Smørret smeltes og afkøles.
 
Mel, salt, kardemomme, sukker og mælk piskes sammen til en glat og jævn blanding. Æg og smør tilsættes og dejen hele piskes grundigt sammen.
 
En pande varmes op og der tilsættes en smule smør. Når den er smeltet, tilsættes lidt under 1 dl. dej. Den drejes rundt på panden, så den fordeles jævnt. Når kanten af pandekagen begynder at tage farve, skal den vendes og bages gylden på den anden side. Sådan fortsættes der indtil du ikke har mere dej. Herefter afkøles de.
 
Min pande er stor – 28 cm. i diameter - så jeg får store pandekager. Jeg fik 17 ud af denne portion og brugte 15 til kagen.
 
Så til mandlerne:
Mandler, flormelis og vand kommes i en gryde. Det varmes op ved middel varme og der røres deri med små mellemrum.
 
Når vandet er fordampet, begynder sukkeret at krystallisere og sætte sig omkring mandlerne. Skru lidt ned for blusset og rør konstant. Sukkeret omkring mandlerne begynder at smelte igen - de må endeligt ikke blive sorte og brændte, men skal være mørkt gyldne og blanke.
 
Når sukkeret er smeltet, og mandlerne flot blanke, bredes de ud på et stykke bagepapir til afkøling.
 
Samling af kagen:
Cremen piskes igennem. Fløden piskes til skum og vendes sammen med cremen.
 
På serveringsfadet drysses en smule sukker. Det gør at den nederste pandekage ikke ”gror” fast. En pandekage lægges ovenpå sukkeret. Her kommes en skefuld creme på, den smøres ud til kanten, uden det løber udover.
 
En pandekage lægges ovenpå cremen. Der kommes en skefuld creme på, som igen smøres ud og sådan fortsætter du, indtil du ikke har flere pandekager.
 
På låget af kagen kommes en smule creme, ikke meget, men bare lige nok til at mandlerne kan klistre fast deri. Jeg lagde det på midten, som du kan se på billedet.
 
Mandlerne hakkes groft og fordeles ovenpå cremen.





INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Pandekager og cremen (uden fløden vendt i) kan sagtens laves dagen før servering

torsdag den 28. maj 2020

Rabarbertærte med frangipane & karamelchokolade


For et par uger siden, fik jeg et bundt rabarber forærende af en god hunde-veninde. Mine egne har det jo ikke så godt, da Eddie har brugt dem som trone i vinter for at kunne skue ud over haven.

Når det nok blev de eneste rabarber jeg ville få i år, så skulle vi forkæles, så søgte jeg i mit arkiv, hvor jeg havde GEMT en tærteopskrift med frangipane og hvid chokolade. Hvilket jo et er fremragende kombination. Men vi er ikke de store hvid chokolade-spiser, men karamelchokoladen derimod - mums. Så det brugte jeg istedet. 

Og det blev så stor succes at jeg lavede den igen sidste weekend til forkælelse af kollegaerne.



Rabarbertærte med frangipane & karamelchokolade.
8 - 10 per.
BUND:
225 g. Hvedemel
75 g. Flormelis
115 g. Smør - kold
2 stk. Æggeblommer
Evt. lidt vand

FRANGIPANE:
100 g. Mandler
100 g. Smør
80 g. Sukker
20 g. Vanillesukker
50 g. Hvedemel
2 stk. Æg (M/L)
80 g. Karamelchokolade - jeg bruger den fra Callebaut

FYLD:
250 g. Rabarber - renset vægt
2 spsk. Sukker.


Start med bunden:

Flormelis og mel sigtes i en skål, smørret skæres i tern og smuldres ud i melblandingen. Tilslut samles dejen hurtigt med æggeblommerne. Hvis det er nødvendigt med mere væske, så tilsætter du bare lidt vand – en skefuld ad gangen.

Dejen pakkes ind og lægget på køl minimum 30 minutter.

Herefter rulles den tyndt ud på et meldrysset bord og den kommes i en smurt tærteform (ca. 28 cm. i diameter) Dejen flyttes nemmest ved at rulle den omkring kagerullen og så løfte den hen over formen. Brug evt. en lille klump af dejen til at presse den ud i hjørner og riller. Dejen skæres til, lad en smule stikke op over kanten, for den kan nemt synke ned.

Bunden forbages blindt – se HER hvordan – ved 175o i ca. 15 minutter.

Imens:

Mandlerne blendes til fint mandelmel og kommes i en skål, sammen med smør, sukker, vanillesukker, mel og æg. Dette piskes sammen til en ensartet masse, inden at chokoladen vendes i.

Når bunden er forbagt, tages den ud. Bagepapiret med ris, bønner eller hvad du nu bruger, fjernes og bunden afkøles let.

Rabarberne rengøres og skæres i tynde skiver på ca. 6 mm. De kommes i en skål og vendes sammen med sukkeret.

Frangipanen fordeles i bunden og rabarberne ovenpå.

Bages ved 175o i ca. 25 – 30 minutter, til frangipanen har sat sig.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Becauseitmatters.dk
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Cremefraiche, flødeskum eller vanilleis 
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

torsdag den 30. april 2020

Rabarbermousse

Rabarberne er så småt ved at dukke op i haverne rundt om i Danmark og derfor er dagens opskrift også med dem som hovedingrediens.

Mine rabarber i haven, er desværre ikke så store at de kan trækkes endnu. Og det er simpelthen fordi EDDIE har brugt den balje de bor i, til forhøjning så det er nemmere at spejde rundt - L*rte unge 😝😍 Godt jeg har et restlager i fryseren fra sidste år.
Rabarbermousse.
2 store eller 4 små port.
KOMPOT:
200 g. Rabarber – renset vægt
1 dl. Vand
½ st. Vanille
65 g. Sukker – Men smag dig frem, alle rabarber er individuelle

YDERLIGERE:
2 dl. Piskefløde

PYNT:
1 dl. Piskefløde
Pekannødder

Start med at lave kompotten:
Rabarberne skærs i stykker på ca. 2 cm. De kommes i gryden sammen med vandet.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud, de gnides ud i en smule af sukkeret for at skille dem ad. Vanillesukker og den tomme vanillestængler kommes i gryden til rabarberne.

Det bringes i kog og skal småsimre til rabarberne er møre og vandet er fordampet. Herefter tilsættes sukkeret – gerne af et par gange. Rabarber har meget forskellig syrlighed.

Den tomme vanillestang fiskes op og kompotten kommes i et fad, som stilles på køl. Jeg bruger et fad, da det har en stor overflade og gør at det kølere hurtigere ned.

Samling:
Kompotten kommes i en skål og røres igennem. I en anden skål piskes fløden til skum og det vendes forsigtigt sammen.

Moussen fordeles i portionsglas og stilles på køl til den har sat sig.

Servering:
Fløden til pynten piskes til skum. Det kommes i en sprøjtepose og tylles ud på mousserne.

Pekannødderne hakkes groft og fordels ovenpå flødeskummet.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Husk at smage din kompot til, hvor meget sukker

torsdag den 26. marts 2020

Nutella cheesecake

Jeg må virkelig tage mig selv i ikke at bage og lave desserter flere gange ugentligt i disse tider, jeg forsøger virkelig, men det er hårdt 😵 Faktisk så overvejer jeg, at gå i gang med at julebage til årets julekalender - tidligt jaaah, men jeg kan jo ikk gøre rent hele tiden 😆

Nå men, til dagens opskrift. Manden smed mig et link til denne skønne sag i sidste uge og skulle handle samme dag, og så var han jo selv ude om det 😇

Det er en uartig dessertkage, rigtig lækker - men drøj. Det vil sige at selvom det er en forholdvis lille kage, så passer det med portionerne som jeg har skrevet. For du spiser ikke stooooore stykker af den - det bliver kvalmende. Men de krydrede kiks i bunden og kaffen i ganachen gør bare noget godt - mums 💗


Nutella cheesecake.
8 - 10 per.
BUND:
200 g. Bastogne kiks
50 g. Hasselnødder
100 g. Smør

FYLD:
400 g. Naturel flødeost – IKKE light
40 g. Flormelis
400 g. Nutella

GANACHE:
100 g. Piskefløde
200 g. Nutella
2 tsk. Instant kaffe

PYNT:
75 g. Hasselnødder
Evt. Kornblomster

Start med bunden:
Kiksene blendes helt fint. Nødderne hakkes groft og smørret smeltes. Det hele vendes sammen og kommes i en springform (ca. 20 cm. i diameter) med bagepapir i bunden.
 

Det presses sammen, inden du kommer kageplast i formen – jeg løsnede springformen og kom mit helt ned langs bunden, inden jeg stillede den på køl.

Så laves cremen:
Flødeosten kommes i en skål og flormelissen sigtes deri. Det piskes sammen, inden Nutellaen tilsættes og det vendes sammen til en jævn konsistens.

Cremen fordeles ovenpå bunden. Bank evt. formen et par gange i bordet, for at fjerne lufthuller. Herefter stilles det på køl, gerne nogle timer.

Herefter:
bringes fløden op til lige under kogepunktet. Gryden tages af varmen og Nutellaen kommes i, sammen med kaffen. Lad det stå et øjeblik, så Nutellaen får varme, inden du rører ganachen jævn. Den hældes ovenpå cremfyldet, jævnes ud og kagen stilles igen på køl, minimum en 6 timer, men gerne natten over.

Ved servering:
Springformen løsnes og tages af. Bagepapiret fjernes og bagen stilles på serveringsfadet. Plasten fjernes. Er siderne meget ujævne, kan du tage en paletkniv, som du varmer under den varme hane, tørrer af og bruger til at glatte siderne ud, så de bliver jævne.

Nødderne hakkes og drysse på, sammen med kornblomsterne.




INFO OM RETTEN:
FRYSEEGNET: ??
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Kagen kan med fordel laves dagen før servering

onsdag den 12. februar 2020

Karamel chokolademousse med rabarbergele & knas

Jeg ELSKER den karamelliserede hvide chokolade, har du aldrig smagt den, så forstil dig flydende karamel - nøj, det er godt. Jeg har her tryllet den om til den mest fantastiske chokolademousse. Og da chokoladen er ret sød, så har jeg lavet en syrlig rabarbergele til. Det passer perfekt sammen 💗

Den helt perfekte dessert, hvis du skal imponere din udkårne Valentines dag, som jo er lige om hjørnet 💗 

Jeg har fundet inspiration til denne dessert hos ANNE AU CHOCOLAT.

Dulcey chokolademousse med rabarbergele & knas.
4 per.
GELE:
4 bl. Husblas
500 g. Rabarber
1 dl. Vand
100 g. Sukker
Evt. Rød frugtfarve

MOUSSE:
1 bl. Husblas
100 g. Karamel chokolade – jeg bruger den fra Callebaut
2 ½ dl. Piskefløde

KNAS:
50 g. Mandler
50 g. Sukker

Start med geléen:
Husblassen lægges i koldt vand i ca. 10 minutter.

Rabarberne renses og skæres i stykker på ca. 1 cm. De komme i en gryde, sammen med vandet. Låget lægges på og det skal nu småsimre til rabarberne er møre.

Herefter sigtes saften fra, du skal bruge 2 dl. Det kommes tilbage i gryden, sukkeret tilsættes. Gerne af et par gange, da rabarber er meget forskellige i surhed, så måske du skal bruge mere eller mindre end mig.

Når sukkeret er opløst og saften smagt til, tager du gryden af varme og fisker husblassen op af opblødnings vandet, knuger det fri for overskydende vand og dumper det ned i den varme saft, så det smelter.

Hvis din saft ikke er smuk rød, kan du give den et par dråber rød frugtfarve.

Geléen fordeles i 4 portionsglas og stilles på køl til den er stivnet.

Imens:
Sukkeret smeltes på en varm pande. Når det er gyldent, tilsættes mandlerne og de vendes rundt, til de er helt dækket af karamellen.
Krokanten hældes til afkøling på et stykke bagepapir. Når det er helt koldt, hakkes det og kommes i en lufttæt beholder.

Moussen:
Husblassen udblødes i koldt vand i minimum 10 minutter.

Chokoladen hakkes fint og kommes i en skål.  1 ½ dl. fløde, varmes op til lige under kogepunkter. Og husblassen fiskes op af iblødningsvandet og knuges fri for vand, inden det kommes i fløden og røres ud deri. Herefter hældes fløden over chokoladen. Lad det stå og smelte sammen et øjeblik (1 minut) og herefter røres det sammen, til det har en ensartet konsistens. Nu afkøles det til stuetemperatur.

Den sidste deciliter fløde piskes til en blød skum, som vendes forsigtigt i chokoladecremen. Det fordeles i glassene ovenpå den stive gele. Jeg kommer moussen i en sprøjtepose uden tyl, den måde er nemmest for mig at styre moussen på.

Herefter stilles glassene tilbage på køl minimum 3 timer, gerne natten over.

Ved servering:
Glassene pyntes med krokanten og serveres.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: MOUSSE: Anne AU Chocolat.dk. GELÈEN har jeg brugt tidligere HER
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

søndag den 3. november 2019

Pandekage-lagkage med makroner, æbler & flødeskum.

Long time no see - peeewwhh, hvor er tiden bare fløjet afsted. Der er fuld fart på IRL-livet. EDDIE-SPAGHETTI vokser og bliver sjovere og sjovere. Og dygtigere og frækkere 😆

Igår var vi til udstilling i Herning, ikke for at udstille, men blot for at kigge på andre vuffere og socialisere Bettemanden Eddie. Vi mødtes med vores opdrætter og Eddies storebror - det var ren gensyns glæde. Megahyggeligt 💗 

Men men jeg er også startet i job. I sommer stoppede jeg hos mulerne og i sensommeren dukkede drømme-jobbet op. Så nu arbejder jeg i køkken igen, jeg laver skolemad og har fået fantastiske arbejdstider. Jeg er virkelig glad for mit nye job, er ved at være faldet godt til og kommet ind i den nye rytme.

Disse to grunde, er de primære til hvorfor der ikke er sket så meget her på bloggen, men jeg har stadig lavet mad og derfor også udviklet en masse dejlige opskrifter, så der ligger en god portion klar til dig 💗

Vi nærmer os jo også snart december, og det betyder for bloggens vedkomne jo JULEKALENDER . Det er den sidste grund til stilheden. Men julekalenderen for 2019 er planlagt, opskrifter klargjort, halvdelen af tingene er lavet, opskrifter redigeret & skrevet og billeder taget, så nu mangler jeg liiiige resten  😁 

Men til dagens opskrift. Som så ofte før, dukkede en idé op, en søvnløs nat. Køleskabet bugnede af æbler og pludselig kom kombinationen af gammeldags æblekage og panderkager op - En rigtig god kage, lidt anderledes men med velkendte smage - mon du skal prøve den ??

Pandekage-lagkage med makroner, æbler & flødeskum.
Ca. 10 – 12 per.
PANDEKAGER:
200 g. Hvedemel
½ tsk. Salt
1 tsk. Sukker
5 dl. Mælk
5 stk. Æg (M/L)
75 g. Smør
Smør – til stegning

KOMPOT:
1500 g. Æbler - Du skal bruge 1100 g. renset
1 st. Vanille
1 dl. Vand
75 g. Sukker
Evt. Citronsaft

YDERLIGERE:
½ l. Piskefløde
180 g. Makroner

PYNT:
100 g. Ribsgele
1 bl. Husblas
Makroner

Start med ribsgele pynten:
Husblassen lægges i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.

Ribsgeleen kommes i en gryde og smeltes ved svag varme. Husblassen vrides for vand og kommes i gryden og smeltes med.

En lille firkantet form (jeg brugte en skybakke) fores med husholdningsfilm og geleen hældes i. Den stilles på køl til den er stivnet.

Og så til kompotten:
Æblerne skrælles, kernehuset fjernes og æblerne skæres i mindre stykker.
Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud. De gnides ud i en smule af sukkeret for at skille kornene ad.

Æbler, vanillesukker, den tomme vanillestang og vand kommes i en gryde og bringes i kog. Der skrues ned til svag varme, låget lægget på og frugten koges mør.

Herefter smages grøden til med sukker og evt. lidt citronsaft. Den må gerne være syrlig. Den tomme vanillestang tages op og grøden afkøles.

Pandekagerne:
Mel, sukker og mælk piskes sammen til en glat og jævn blanding. Æg, salt og den smeltede smør tilsættes og det hele piskes grundigt sammen, til en ensartet konsistens.

En pande varmes op og der tilsættes en smule smør. Når den er smeltet, tilsættes lidt under ca. ¾ dl. dej. Den drejes rundt på panden, så den fordeles jævnt. Når kanten af pandekagen begynder at tage farve, skal den vendes og bages gylden på den anden side. Herefter afkøles de.

Min pande er stor – 28 cm. i diameter - så jeg får store pandekager. Jeg fik ca. 13 ud af denne portion og det er hvad du skal bruge til denne kage.

Samling:
Start med at drysse en smule sukker på serveringsfadet, så ”gror” kagen ikke fast.
Makronerne knuses og fløden piskes til en blød skum.

På fadet lægges en pandekage. Her påsmøres 100 gram æblemos, 2 spsk. flødeskum fordeles ovenpå og tilslut drysses der 15 gram makroner.

Herefter gentages processen, så du ender med 12 lag. Jeg lagde de efterfølgende pandekager på bordet, kom fyldet på og flyttede den forsigtigt over på fadet ovenpå de øvrige pandekager – det er nemmest at få smurt helt ud til kanten på denne måde.

Når du har lagt den sidste pandekage på, som er toppen, fordeles den sidste smule fløde på midten, der drysses med lidt makroner og ribsgeleen vendes ud af formen og skæres i små firkanter, der lægges på.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Ribspynt, Kompot og pandekager kan sagtens laves dagen før servering

mandag den 9. september 2019

Rabarberris

For et par uger siden, fik Watson rå ben af vores søde nabo. Han elsker dem, men denne gange endte det ud i den værste racermave jeg længe har set, så slemt at jeg måtte op med ham et par gange hver nat.
Og da ZOOLAC som ellers plejer at afhjælpe al dårlig mave hos dyrerne heller ikke fungerede, måtte jeg igang med at lave skånekost -  kogte kolde ris, blandet med torskerogn og yoghurt. 

Han spise det med velbehag, men hvad jeg så ikke lige have tænkt på, var at sådan en engelsk bulldog har nogle ufattelige store kinder, der kan indholde uanede mængder af ris 😂😂  Så vi havde glæder af ris på gulv OG mange andre steder dage efter 😂😂 

Heldigvis blev maven hurtig fin igen, så efter to dage på skånekost, stod jeg tilbage med en pæn stor rest ris (uden torskerogn og yoghurt). De skulle på ingen måder bruges til hundenes mad eftersom jeg lige var blevet færdig med rengøring af gulve, sofa, seng og hvor ellers vi fandt rester af ris 😂😂 
Så jeg måtte i tænke-mode og kom til i tanke om en dessert vi lavede i min læretid, den opfordrer til at få brugt en rest ris. 

Jeg hoppede først i haven, hvor de årets sidste rabarber blev trukket, derefter gik turen i køkkenet, hvor jeg fik bixet denne skønne lidt risalamande-ish dessert sammen  💗

Kompotten kan sagtens laves et par dag i forvejen. Og du kan bruge den lige den frugt du har og kan lide.

Rabarberris.
6 per
CREME:
500 g. Ris – kogte & afkølede
4 dl. Piskefløde
1 st. Vanille
50 g. Flormelis
60 g. Mandler – uden hinder
2 g. Citronskal – svarer fra ca. ½ stk.
3 spsk. Citronsaft

KOMPOT:
400 g. Rabarber
¼ dl. Vand
1 st. Vanille
125 g. Sukker

PYNT:
40 g. Mandler – uden hinder

Start med kompotten:
Rabarberne skærs i stykker på ca. 2 cm. De kommes i gryden sammen med vandet.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud, de gnides ud i en smule af sukkeret for at skille dem ad. Vanillesukker og de tomme vanillestængler kommes i gryden til rabarberne.

Det bringes i kog og skal småsimre til rabarberne er møre og vandet er fordampet. Herefter tilsættes sukkeret – gerne af et par gange. Rabarber har meget forskellig syrlighed.

Den tomme vanillestang fiskes op og kompotten afkøles.

Og så til mandlerne:
Kogende vand hældes over mandlerne, både dem til cremen og dem til pynt. Lad dem stå i 5 minutter, hvorefter vandet hældes fra og nyt kogende kommes på. Nu løsner skallen sig og du kan nemt smutte hinderne af mandlerne.

Så er det cremens tur:
Mandlerne hakkes og dem til pynt tages fra.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud. De gnides ud i en smule af flormelissen for at skille dem ad.
Citronskallen rives fint og fløden piskes til en fast skum.
Risene røres sammen med vanillesukker, flormelis, citronskal, -saft og mandler. Det vendes sammen med fløden og smages til.

Samling af desserten:
Kompotten fordeles i bunden af serveringsglasset. Cremen kommes i en sprøjtepose uden tyl. Der klippes et stort hul og cremen fordeles ovenpå kompotten.

Mandlerne til pynt, drysses ovenpå.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Hvis du ikke har færdigkogte ris, så skal du koge 200 g. rå ris i 2 ½ dl. vand tilsat en smule salt til denne portion.
Er risene kogt uden salt, tilsættes et nip salt i cremen.

søndag den 18. august 2019

Frugtkage med havregrynbund

Jeg har lavet den skønneste frugtkage. 

Hvis du er hurtig, kan du lige nå de sidste danske jordbær for denne sæson, men andre bær og frugter, kan sagtens bruges istedet. 

Bunden smager forrygende, en smule karamel-agtig og sød, så en syrlig creme er et must. Bunden en smule hård, så pas på fingerene, når du skærer i den 😇

På billedet har jeg lavet dobbelt portion af bunden, men det blev lige voldsomt nok, så i opskriften er den halveret og det passer bedre.

Frugtkage med havregrynbund.
Ca. 8 per.
BUND:
150 g. Havregryn
75 g. Farin
100 g. Smør

CREME:
200 g. Cremefraiche 38 %
3 dl. Piskefløde
Flormelis
1 st. Vanille
Citronsaft

YDERLIGERE:
75 g. Mørk chokolade

PYNT:
500 g. Jordbær 
100 g. Blåbær

Start med bunden:
Smørret smeltes og afkølet let. Havregryn og farin blandes, inden smørret tilsættes og dejen røres sammen. Den fordeles i en springform (ca. 24 cm. i diameter) der er foret med bagepapir i bunden og kanterne smurte.

Bages ved 200o i ca. 12 minutter, til den er gylden.

Herefter afkøles bunden. Og når den er helt kold, tages den ud af formen og lægges på et fad. Evt. med et par chokoladedutter mellem fad og bund, så den ikke rutscher rundt.

Chokoladen smeltes og fordeles ovenpå bunden og kagen stilles på køl til chokoladen er størknet.

Cremen:
Fløden piskes blødt, cremefraichen tilsættes og det piskes til en fast skum.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud, de gnides ud i en smule flormelis, for at skille dem ad.

Cremen smages til med vanillesukker, sukker og citronsaft.

Samling:
Bærerne rengøres, de store jordbær deles enten i halve eller kvarte.

Cremen fordeles ovenpå bunden og der pyntes med bær.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Bund: Alletiders kogebog, resten er mine idéer
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

søndag den 11. august 2019

Koldskålsfromage

Idag skal du have opskriften på den lækreste dessert. En fusion af danskernes elskede sommerspise og en luftige fromage. Jeg er fan af begge, så en kombination ville kun være perfekt i min verden. 

Denne har jeg valgt at toppe med min lækre hjemmelavede JORDBÆRSYLT, men jeg har faktisk også lavet en anden udgave, hvor jeg kom KIWI-LEMONCURD på. Men det er jo helt op til dig, hvad du bedst kan lide. Lidt KROKANT ville også være lækkert, eller bare helt enkelt med friske danske jordbær.

Koldskålsfromage.
6 – 8 per.
6 bl. Husblas
2 stk. Æg (M/L)
75 g. Sukker
1 st. Vanille
3 g. Citronskal – Svarer ca. til ½ citron
5 spsk. Citronsaft – svarer ca. til 1 – 1½ citron
4 dl. Kærnemælk
2 dl. Piskefløde

Husblassen lægges i blød i koldt vand i mindst 10 minutter.

Vanillestangen flækkes og kornene skrabes ud, de gnides ud i lidt af sukkeret for at skille dem ad.

Æggene deles i blommer og hvider.

Æggeblommerne piskes luftig, sammen med citronskal, sukker og vanillesukker.

Kærnemælken piskes ud i æggesnapsen.

Husblassen tages op af iblødsætningsvandet, med det vand der hænger ved – altså det skal IKKE vrides 😉  Det kommes i en gryde og smeltes ved svag varme under omrøring, til det bobler i bunden.

Herefter tages gryden af varmen, citronsaften og ca. 1 dl. af kærnemælks-blandingen røres i for at udligne temperaturen. Husblas-blandingen hældes tilbage i den resterende kærnemælk-blandingen, imens der røres.

Væsken er meget tynd og derfor skal skålen nu stilles på køl i ca. 20 – 30 minutter, til den tykner og du kan ”trække streger” i fromagen – den må ikke være stiv. Derfor er det vigtigt at hold øje undervejs, samt jævnligt at røre deri.

Imens finder du serveringsskåle, sprøjtepose, dejskraber og evt. andet du skal bruge. Fløden piskes til en blød skum og som det allersidste inden fromagen er stivnet nok til at fortsætte, piskes æggehviderne stive.

Flødeskummet røres i kærnemælksblandingen og tilslut vendes æggehviderne i.

Fromagen hældes i en sprøjtepose og fordeles i portionsglassene. Ønsker du at servere i en skål, springer du bare sprøjteposen over og hælder det direkte i skålen.

Herefter stilles fromagen på køl, til den er stivnet, det tager minimum et par timer.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: www.arla.dk
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: JORDBÆRSYLT
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

torsdag den 2. maj 2019

Chokoladekage med rabarberskum

Lige netop nu er der sæson for rabarber. Og de danske jordbær, er også så småt ved at komme frem i butikkerne. Så er der ingen undskyldning for ikke at gå i køkkenet og trylle denne skønne kage frem. Den er nem at gå til, bare følg vejledningen i opskriften og du er garanteret et skønt resultat.

Er du i tidsnød, kan kompotten sagtens laves et par dage i forvejen og opbevares på køl. Bunden kan du bage dagen før og blot pakke godt ind. Så er det kun samling af kagen tilbage, og det vil jeg tro, tager et kvarters tid 💗

Chokoladekage med rabarberskum.

8 - 10 per.
BUND:
150 g. Mørk chokolade
100 g. Mandler
1 st. Vanille
25 g. Hvedemel
4 stk. Æg
50 g. Sukker
75 g. Farin
150 g. Smør

SKUM:
300 g. Rabarber – renset vægt
150 g. sukker
15 g. kartoffelmel

2 ½ dl. Piskefløde

PYNT:
250 g. Jordbær
Høvlet mørk chokolade

Start med kompotten:
Rabarberne renset og skæres i stykker på ca. 2 cm. De fordeles i et ovnfast fad og drysses med sukker og kartoffelmel. Husk at lægge den tomme vanillestang fra kagebunden ved.

Bages ved 175o i 30 minutter. Vend gerne rundt i det, et par gange undervejs.

Herefter fjernes vanillestænglerne, kompotten røres sammen til en ensartet konsistens og afkøles.

Og så til bunden:
Vanillestangen halveres, flækkes og kornene skrabes ud. De tomme stængler skal bruges til kompotten.

Smørret smeltes og afkøles.

Chokolade og mandler hakkes let igennem. Og kommes i en minihakker sammen med mel og vanillekorn. Det blendes en smule, det må endelig ikk blive for fint.

Æggene deles i blommer og hvider i hver sin skål. Æggehviderne piskes luftige sammen med sukkeret og æggeblommerne piskes til en luftig æggesnaps sammen med farinen.

I æggesnapsen vendes mel blandingen, sammen med smørret. Det røres til en ensartet dej. Herefter foldes æggehviderne forsigtigt i dejen.

Dejen fordeles i en smurt springform (ca. 24 cm. i diameter), som er foret  med bagepapir i bunden. 



Bages ved 160o i ca. 40 – 45 minutter. Prik gerne i midten for at se om den er gennembagt.

Herefter afkøles det helt.

Samling af kagen:
Kagebunden placeres på serveringsfadet.

Fløden piskes til en fast skum og rabarberkompotten vendes i. Det fordeles på toppen af kagebunden.

Og tilslut pyntes der af med friske jordbær og høvlet mørk chokolade.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Spis bedre.dk
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Andre bær kan også bruges til kompotten i stedet for rabarber, jeg har prøvet med jordbær, der kom jeg ca. ½ gang mere kartoffelmel i.