Den kære L.O.C. skriver...

at "Livet skal skrives med ar"

Det fortalte en kær veninde mig, sidste år efter at have set mit nyeste billede. Hvis du læser videre, viser jeg billederne og fortæller skræk-historien om hvordan lægerne endelig fandt ud af at jeg havde hul på mavesækken. 

Her er mine tanker om oplevelsen, forløbet, både under og bagefter. 

Dette billede er taget et par timer inden vi kører på skadestuen. Jeg har nu så ondt i ryggen at jeg kun kan holde ud at ligge på gulvet. Det er noget gamle Whiskey synes var hyggeligt, så kunne vi nemlig lige putte lidt. 

Efteråret 2013 blev slet ikke det efterår som jeg havde planlagt.

Mandag den 30. september måtte vi have en akut-tid hos Dyrlægen, for Cæso var skidt. 

Det viste sig at han havde pådraget sig en omgang astmatisk bronkitis. Om det var skæbne er spillede ind ved jeg ikke. Men normalt når vi er hos dyrlægen, er det mig der betaler og tager imod medicin-ordre og Manden der går ud i bilen med dyrene. 

Men denne dag, var det mig der var gået ud i det kølige vejr med Cæso, mens Manden betalte og fik medicin-ordre. 

En meget god idé, da vi blot et par timer senere, befandt os på skadestuen.

Jeg lå hjemme på stuegulvet, da jeg fik de første smerte-krampe-anfald. Det var så voldsom - jeg har aldrig prøvet noget ligende.

Jeg bad Manden ringe 112. Han gik i køkkenet og kom lidt efter tilbage……..

"Har du ringet" stønnede jeg….."Neeeej" svarede han forsigtigt – "Er du sikker på det er nødvendigt."

WTF :-O

"Stik mig den telefon så ringer jeg selv"

Jeg var så rundforvirret, at jeg fik ringet til Lærke-musen og ikke efter en ambulance. Da jeg opdagede, at det var hende jeg havde ringet op til, smækkede jeg bare røret på.

Heldigvis var mine smerter nu aftaget så meget, at Manden fik min bakset ud i vores bil og vi kørte på skadestuen.

Da jeg havde fået tildelt en briks, modtaget en pæn portion smertestillende og EFTER et mindre hysterisk anfald, fordi de gav mig varme tæpper mod smerten - Jeg fik tværtimod svedeture af smerterne så prøvede at flå mit tøj af under alle de varme tæpper :-O Åhhh Gud et syn, det må have været. 

Da jeg var faldet til ro igen, fik jeg ringet til Lærke-Musen for at berette at et bare var en ambulance og ikke hende jeg prøvede at få fat i. 

Den opringning er udmundet i det smukkeste venskab.

Glemmer aldrig den dag hun sagde……"Bebsen, hvor er jeg glad for at du var ved at dø den dag. UPS du ved hvad jeg mener"......…haha ja det gør jeg...... I love U 2

Dagen efter OP - det ser lidt voldsomt ud. Og den der morfin-pumpe-smerte-dims jeg havde fået ind i ryggen, påvirker mit ene øje - det hænger helt vildt og min arm snurrede.

Dag 2 efter OP, ser lidt mere frisk ud...LIDT. Og så har jeg fået min puter ud. Orkede dog ikke at bruge den ret meget.

Jeg har lige fået fjernet drænet her, så der er 6 uger efter OP. De små vandrette ar foroven, er fra  min gastric bypass operation.

Sådan ser min mave ud idag. Puuuhhh, hvor danner jeg grimme ar.

Hele forløbet startede med, at jeg et par uger før, ca. midt i august, havde døjet med smerter i ryggen Jeg troede egentlig bare, at det var en ordentlig omgang hold i ryggen jeg have fået. Så jeg tog til lægen, som mente at det bare var muskelsmerter.

Jeg spiste af Mandens smertestillende medicin, en kombi af Pamol, Dolol og Ibrubufen. Og det undrede mig egentlig at denne blanding ikke kunne holde mig smertesække i længere tid ad gangen, omkring en times tid, max to.

Dagene gik og rigtig langsomt langsomt blev smerterne værre.

Mandag formiddag den 30. september ringende jeg derfor igen til lægen, jeg kunne jo ikke forstå at det ikke blev bedre. Men jeg fik bare en ordentlig omgang smertestillende ordineret igen og beordret til, at hvis der ingen bedring var sidst på ugen, så bestille en tid. Senere samme aften er det jeg får de forfærdelige smerteanfald og vi kører på skadestuen. 

Da vi kommer på skadestuen er mine smerter var meget diffuse, og det var svært for mig at fortælle/vise lægerne hvor jeg havde ondt. Derfor troede de først jeg havde nyresten, så jeg blev CT scannet, men den viste intet.

Jeg fik stadig, ca. hver halve time de der ubeskrivelige smerteanfald. De kunne ikke forstå hvad jeg fejlede, men blev heldigvis smertedækket nogenlunde med masser af morfin. 

Sygeplejersken og jeg sendte Manden hjem for at få lidt søvn for der var ikke rigtig nogle planer for mig endnu, Tidligt tirsdag morgen blev jeg indlagt på mave/tarm afsnittet, da der var andre læger der skulle kigge min sag og billeder igennem.

Senere om tirsdagen kom der en læge ind og fortalte at de mente at jeg "blot" havde en gang forstoppelse. For de havde set afføring på mine CT-scanning fra dagen før. Og som lægen så fint beskrev det, så kunne smerter give forstoppelse og forstoppelse give smerter. Men det var bestemt ikke noget alvorligt jeg fejlede - Jeg havde stadig de samme smerte-anfald. 

Jeg skulle have et lavment af en slags. Men vi skulle dog lige vente et øjeblik, for jeg skulle liiiiige i endnu en CT scanning – denne gang med kontrastvæske.

Og fra jeg kom tilbage på afdelingen, fra denne scanning, gik alting pludselig MEGET stærkt.

En overlæge kom LØBENDE ind på min stue, præsenterede sig og sagde at jeg havde et hul i mavesækken på 2 cm og jeg skulle opereres NU. Og væk var han igen. 
Sygeplejerskerne gik omgående i gang med at klargøre mig, give mig antibiotika og så snart jeg var klar, blev jeg kørt på OP-gangen.

Der blev heller ingen tid spildt, folk præsenterede sig og jeg røg på bordet inden for 5 minutter og blev bedøvet med det sammen. De opererede på mig i ca. 2½ time.

Jeg havde lige nået ind imellem klargøring til OP, at ringe til Manden og fortælle at ham jeg skulle opereres. Han nåede frem 5 minutter efter at jeg var kørt afsted :-(
Han sad  og ventede i 4 timer. Mobber var på ferie ved Vesterhavet og de blev enige om at hun kom hjem med det samme. Hun nåede frem i det samme som de fik lov til at besøge mig kort på opvågningsafdelingen. Vist noget der ikke var normalt. 
Jeg husker bare at jeg vågnede op, var glad for ikke at have ondt, undrede mig over at jeg havde fået kateter, og mopset og brokkede mig over ikke at måtte få besøg af BÅDE Manden og Mobber – for måtte jeg ikke se dem begge, ville jeg ingen af dem se....... :-D Lidt hystade er man vel altid.

Jeg var indlagt en uge. Noget der var svært når man som jeg har en del psykiske problemer med i bagagen. Bl.a. angst. Men jeg gjorde meget ud af at fortælle sygeplejerskerne om det, så de vidste hvad jeg døjede med og min måde at handle på.

Det gik da osse nogenlunde de først 5 dage. Der var jeg (heldigvis) så skidt at jeg lå på ene-stue. Men søndag aften kom er akut en patient der var dårligere end jeg og derfor måtte jeg flyttes til en 2-mand-stue. Hvilket min sunde fornuft jo godt kunne forstå.

Jeg får helt ondt i maven bare af at skrive herom, for det var bestemt ikke sjovt. Jeg husker at jeg fik et angstanfald, ringede grædende til Manden. Han kunne jo intet gøre. Men jeg ville bare HJEM. Jeg var klar til at tage mit dropstativ med mig, trippe ud i elevatoren i min pæææne sygehus-skjorte og opstøve en taxa hjem :-D

Jeg havde heldigvis mange smerter den nat og jeg måtte have morfin et par gange - det der hjalp mig gennem natten og næste morgen kom Mobber til mig meget tidligt. og var hos mig hele dagen.

Jeg fik afkortet mit dræn og havde egentlig fået lov til at komme hjem sent om eftermiddagen, hvis jeg ingen smerter havde. Men angsten for at smerterne, var alligevel større end angsten for 2-sengs-stuen. Så i samråd med alle blev jeg en ekstra nat. Manden kom tidligt næste morgen og hentede mig. Jeg var GLAD for at skulle hjem, snakkede endda om at jeg savnede Charlies putter (???!!!!!)  

Det var fantastisk at komme ud, opleve at på den uge jeg havde været inden døre at det var blevet efterår. Jeg elsker efterår.

Selvom drænet var blevet afkortet kunne, der stadig løbe lidt snask ud og derfor fik jeg sådan en lidt mærkelig pose sat derpå. Og en gang ugentlig skulle der komme en hjemmesygeplejerske og skifte den pose. Og christ sikke et mareridt.

Da min operation åbenbart ikke er noget mange oplever, så er det ikke noget hjemmesygeplejerskerne oplever ofte at skulle håndtere sådan en tingest.

Den første gang hev og sled hun i mit dræn så jeg nærmest blev helt dårlig af smerter, hun mente at det kunne jeg da sagtens klare selv at skifte, det var ikke nødvendigt at de kom og gjorde det – ja det var osse lige før jeg selv mente det, efter den behandling hun gav mig. Men eftersom jeg skulle gå med drænet i 6 uger, fandt jeg med tiden ud af hvordan det blev gjort nemmest og på den mest smertefri måde.

Men alligevel var det 6 helvedes uger. Ud over når poserne skulle skiftes, var den jo bare generelt irriterende at have hængende, drænet var ømt (det var syet fast inden i mig) når jeg kom til at ”daske” til det. Men jeg var osse så uheldig at der gik betændelse i huden omkring drænet.

Og der var ikke rigtig nogle læger der ville tage stilling til om der var infektion i eller ej – jeg var flere forskellige steder henne, endda på afdelingen. Til sidst blev Manden så sur at nu måtte de da snart kunne se at der var noget galt – jeg sov hele tiden og spiste et sted mellem 10 og 12 Dololer i døgnet, for at være nogenlunde smertedækket. Så Mobber og jeg tog til lægevagten og gangske rigtigt, der var infektion. Så jeg skulle osse lige på en heavy penicillinkur.

Endelig kom dagen hvor jeg skulle have fjernet drænet, det var dejligt og slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig.

Jeg fik en lavet en aftale om at blive indkaldt til en ambulant undersøgelse der skulle fortælle om jeg havde den der bakterie som giver mavesår (Helicobacter pylori) eller om der var en anden grund til at jeg havde fået hul i mavesækken.

Jeg havde ikke bakterien, men det var ”bare ” Ibuprofn” der havde gjort det. De indeholder et stof der kan ætse slimhinden i mavesækken/øverste del af 12-fingre tarmen. Så dem må jeg ikke tage mere – jeg skal holde mit til Panodil/Pamol. Og efter behov tage syreneutraliserende piller osse.

Jeg er heldig at være i live, men det gik først op for mig i hvor stor livsfare, jeg nok har været i, da jeg kom hjem og fik Googlet lidt. Jeg tænker stadig, når jeg går forbi en kirkegård, at det kunne have været mig der ligger der inde. 
Jeg er ikke bange for at dø, men har til tider tænkt, at bare jeg ikke havde åbnet øjnene igen efter den OP, så havde jeg være alt det her bøvl foruden. Og når jeg siger bøvl, tænker jeg ikke på fysiske jeg har været igennem, for selvom det var en hård omgang, så var jeg allerede ved årsskiftet rask igen. Men psykisk har jeg ikke fået det bedre, tværtimod, og går derfor stadig sygemeldt.

Jeg er faktisk stoppet i den gruppe terapi, som jeg startede på i februar måned. 
Min angst fyldte for meget, så jeg havde svært ved bare at møde op. 
Jeg må jo nok indse at min angst er kommet for at blive, men så må jeg jo lære at leve med den og arbejde med at den ikke kommer til at fylde hele min hverdag.