tirsdag den 19. maj 2020

Rabarber med kokoscrumble


Watson fyldte 6 år igår, tænk at vi har haft ham i så mange år. Jeg synes lige vi har hentet ham, min lille Kampvogn. 

Nå, men dagen igår blev tilbragt hos dyrlægen med ham. Han har haft øjen-problemer de sidste 2 år, sådan on and off. Og i weekenden begyndte det igen, med puds, løbende øjne og de underste blinkhinder var hævede. 

Det viste sig, at han i det ene øje havde fået et fremmelegeme derind. Det var noget plantemateriale af en art, der havde "suget"sig fast på hornhinden, det kunne heldigvis skylles ud, men havde lavet lidt skade der, hvor det havde siddet fast. I det andet øje havde han osse fået et lille hornhindesår. 

Så han er i behandling med smertestillende og øjendråber  - han er en total sej lille Kampvogn, han tager det i stiv pote, når vi roder ham i øjnene - jeg er så stolt af ham.


Dagens kage er en gammel opskrift, jeg har haft liggen i gemmerne i meget lang tid. Den dukkede op i oprydningen for nylig og passer fremragende ind, da det ligenu vælter op af jorden med skønne danske rabarber.

Sukkermængden i crumblen har jeg gjort sådan, at du selv kan vælge om du er til søde kager eller meget søde kager - bare husk at rabarber er meget forskellige i syrlighed.

Rabarber med kokoscrumble.
3 - 4 per.
600 g. Rabarber - renset vægt
2 spsk. Sukker
1 tsk. Vanillesukker
3. spsk. Maizena

CRUMBLE:
200 g. Smør
100 g. Kokosmel
50 g. Havregryn
150 - 200 g. Sukker

Rabarberne renses og skæres i stykker på ca. 1 cm. De vendes sammen med sukker og maizena og fordeles i et fad.

Kokosmel, havregryn og sukker blandes sammen og smørret smuldres ud heri. Det fordeles ovenpå rabarberne.

Bages ved 200o i ca. 25 minutter, til overfladen er gylden.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: Cremefraiche, is eller flødeskum
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Maizenaen opsuger væsken fra rabarberne og gør saften tyk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar