Nå, men jeg har alligevel fået smidt en gang weekendguf sammen. Der var et par liter Tykmælk fundet på DATO-salg i køleskabet og da jeg ved at Manden elsker eftersmagen af dette surmælksprodukt, var der ingen overvejelser: Han skulle forkæles med en fromage.
Jeg har taget udgangspunkt i YMERFROMAGEN og så tryllet lidt. Smagen sender mig fluks frem til varme sommerdage, for den smager nemlig af koldskål :-D
Tykmælksfromage med nøddekrokant.
4 - 6 per.
500 g. Tykmælk
75 g. Rørsukker
2 st. Vanille, korn fra
½ stk. Citron, skal fra
2 ½ dl Piskefløde
5 bl. Husblas
Krokant:
100 g. Hasselnødder
50 g. Sukker
Start med fromagen. Husblassen lægges i koldt
vand i ca. 10 minutter. Vanillestængerne halveres, flækkes og kornene skrabes
ud. De moses ud i lidt af sukkeret for at skille dem ad. Citronen vaskes og
skallen rives af.
Tykmælk, sukker, ”vanillesukker” og
citronskal røres sammen og smages til. Fløden piskes til en blød skum.
Nu er det vigtigt at alt er klart inden du
giver dig i kast med husblassen. Altså sprøjtepose, serverings-skåle,
dejskraber osv. ligger fremme på bordet.
Så er du klar til at
fiske husblassen op af vandet, med det vand der hænger ved – altså
det skal IKKE vrides :-) Det kommes i en gryde og smeltes ved svag varme
under omrøring, til det bobler i bunden.
Herefter tages gryden af varmen og lidt af
tykmælken kommes i husblassen, under omrøring, for at udligne temperaturforskellene. Herefter
hældes husblassen i tykmælksblandingen under konstant omrøring - her kan det
være rart med et par ekstra hænder til hjælp.
Bagefter vendes piskefløden i. Når fromagen
er rørt godt sammen, kommes den i en sprøjtepose og fordeles i portionsglassene.
Mine havde en størrelse på 2 dl. Jeg fylde dem til ca. 1 ½ cm fra kanten
og fik 8 portioner.
Herefter stilles fromagen på køl til den er
stivnet, det tager minimum et par timer.
Til krokanten starter du med at riste hasselnødderne
på en varm pande uden fedtstof, til de er gyldne. Herefter hældes de over i et
rent viskestykke og skallerne nulres af heri.
I samme pande kommes sukkeret på og smeltes
til det er gyldent. Nødderne tilsættes og røres ud i karamellen – det er
nemmest med en træske.
Karamelnødderne hældes op på et stykke
bagepapir og afkøles.
Inden servering, hakkes krokanten groft og
fordeles henover fromagerne.
INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egne opskrift
FRYSEEGNET: Ja fromagen er uden krokant
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar