torsdag den 4. august 2016

Porretærte med pastabund

Efter vi havde spist pasta et par dage og der stadig var en lille rest tilbage - en rest af den størrelse at der ikke var nok til os begge - ej det er vist osse løgn set ud fra mængden :-P 
Nå, men en rest som jeg ikke vidste hvad jeg "gad" bruge til, og pludselig kom jeg i tanke om at jeg havde set et sted i blogland at der var en der havde brugt pasta som "bund" i en tærte og ja, det var selvfølgelig det de skulle bruges til. 

Så der blev ryddet ud i både køleskab og fryser til formålet og resultatet var faktisk ret fantastisk. Total STOP-MADSPIL og der var mad til os i to dage - I love it :-D

Tærten er desværre en af de retter er ikke gør sig særlig godt på et billede, men jeg håber du kan forestille dig skønt den smager :-) 


Porretærte med pastabund.
4 per.
350 g. Pasta – kogt & afkølet
1 spsk. Olie – til stegning
450 g. Porre           
200 g. Skinke, i strimler
2 ½ dl Madlavnings fløde
100 g. Flødeost
5 stk. Æg (M)
1 ½ spsk. Sennep
2 spsk. Oregano, tørret
Salt
Peber
150 g. Ost, revet

Pastaen kommes i et smurt tærtefad – mit var 28 cm. i diameter.

På porren fjernes bunden og resten skæres i tynde skiver. De skylles rigtig godt og dryppes tørre.

En pande varmes op med olien i. Porrerne svitses heri og der skrues ned på svag varme. De skal nu småsimre til de bliver bløde og søde, det kan sagtens tage en halv times tid – de må bare ikke blive mørke, så rør gerne rundt i den indimellem.

Skinken vendes rundt i porreblandingen, sammen med oregano og sennep. Dette fordeles over pastaen.

I en skål slås æggene ud. De piskes sammen med flødeost og fløden. Der krydres med salt og peber, inden blandingen hældes over fadet. Der toppes med den revne ost.

Bages ved 200o i ca. 30 - 35 minutter til æggemassen er fast og osten gylden.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar