lørdag den 6. december 2014

Julekalenderens låge nummer 6 - madbloggerudfordringen#5

Glædelig 6. december.....


Bag dagens låge finder du min fortolkning af MADBLOGGERUDFORDRINGEN#5. Temaet hertil er Nordisk jul. 

Temaet var meget frit og derfor måtte vi selv være kreative om det var fra det salte eller søde køkken, vi ville præsentere lækkerier fra.

Jeg gik i tænke-mode. Og bestemte mig for en ret fra det salte køkken. Det skulle være noget der ville gøre sig godt på julefrokostbordet, som jo er en meget dansk ting. Jeg ved faktisk ikke om der er andre nationer der bruger det ??
Af råvarer valgte jeg nogle som jeg forbinder med julen. Ikke alle er fra de nordiske breddegrader, men det er nogle vi i Danmark bruger når det er jul.

Vi spiste det som et aftensmåltid, så derfor fik vi en bagekartoffel med smør til.

Fyldt julemørbrad & grønkålssalat med frugt.
4 per.
KØDET:
1 stk. Svinemørbrad – min vejede ca. 600 g.
200 g. Flødeost, naturel
35 g. Valnødder
50 g. Æble - jeg brugte et syrligt
35 g. Tranebær, tørrede
2 pk. Bacon, i skiver
Salt
Peber
Kødsnor

SALATEN:
100 g. Grønkål
1 stk. Granatæble
2 - 4 stk. Appelsiner – alt efter hvor store de er
150 g. Figner, tørret – jeg brugte små spanske

DRESSINGEN:
6 spsk. Akacie honning
2 spsk. Hvid balsamico eddike
Granaæblesaft
Appelsinsaft
Salt
Peber

Mørbraden trimmes for sener og fedt. Herefter skæres et snit ind i siden på den så den næsten flækkes og du derved får en stor flade. Bank kødet med håndroden, så den får en ens tykkelse over hele fladen.


Til fyldet hakkes valnødder og tranebær godt. Æblet skylles, kernehuset fjernes og det skæres i tern på ca. ½ x ½ cm. Disse tre ting røres sammen med flødeosten, som smages til med salt og peber, hvorefter det lægges på mørbraden, ned langs midten.

Kødet foldes op om fyldet og baconskiverne pakkers om. Jeg foldede det om så skiverne og enderne af baconen overlappede hinanden. 



Herefter lagde jeg lidt snor om, for at få lidt bedre hold på stegen, under tilberedningen.


Den fyldte mørbrad må gerne laves en times tid før den skal i ovnen, så den kan nå at sætte sig.

Steges ved 200o i ca. 35 minutter. De sidste 5 minutter kan stegen gives lidt grill, hvis baconen ikke er sprød.

Lad den gerne hvile 10 minutter inden den skæres ud og serveres.


Til salaten skal du starte med at pille kernerne ud af granatæblet, men gør det henover og i en skål, for saften skal bruges til dressingen.

Bund og top skæres af appelsinerne, de stilles på den nu flade bund og skrællen skæres af siderne fra top mod bund, så de hvide hinder osse fjernes. Vend dem evt. og se om du har fået alt det hvide med i første omgang, ellers fjerner du det bagefter. 
Herefter lægger du appelsinen i din venstre hånd og kniven i højre (hvis du altså er højrehåndet ellers er det omvendt ;-) ) og så skære du ned langs de hvide hinder på begge sider af appelsinbåden og sådan fortsætter du hele vejen rundt og vupti du har nu lavet appelsin-filetter. Hold appelsinen hen over samme skål som du brugte til granatkernerne, for så kan du lade filetterne falde herned i og samtidig samle saften osse. Inden du kasserer resten af appelsinen, presser du det sidste saft ud i skålen osse.
Saften hældes over i en mindre skål, som smages til med honning, eddike, salt og peber.

Grønkålen skylles godt, dyppes tør og de grove stængler fjernes. Herefter hakkes den fint og kommes i skålen med frugten. Den øverste stive stængel skæres af fignerne og de skæres i mindre stykker, mine var så små og fine at de kun skulle halveres. De kommes osse i frugtskålen, hvor dressingen nu hældes over, salaten blandes rundt og smages til. Den må gerne stå og trække et par timer, lidt inden servering.



TIPS: Mørbraden kan sagtens gøres klar om morgnen, medbringes til julefrokosten og så tilberedes lige inden servering. Og salaten kan også sagtens forberedes og medbringes.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED:
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -


Pssst du kan se med her på MADBLOGGERUDFORDRINGENS Facebook side, hvad andre modige madbloggere har udfordret sig selv med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar