søndag den 16. august 2015

Appelsinfromage

Åhhh ved ikke helt hvad jeg skal skrive....eller hvordan :-) Jeg er bare glad i låget, har haft et par dejlige dage og det er længe siden sidst. Disse par gode dage er brugt på at køre tur i vores nye bil og en ny yndlings sang er fundet.

Det er ikke meget tid der er tilbragt i køkkenet, men så er det godt at have et "lille" lager af opskrifter liggende klar :-P Idag får du denne uges weekendguf. Og ja det er (igen) en med husblas i. Jeg er åbenbart blevet helt tosset med at lege med det :-)

Hører du til en af dem der er bange for at lave "vingummibamser" i fromagen, så kan jeg trøste dig med, at sådan har jeg osse haft det. Og da de på min læreplads fandt ud af at jeg undgik fromage-opskrifterne med fuld overlæg - ja, så kom jeg til at lave fromager en HEL arbejdsdag :-D

Appelsinfromage.
4 - 6 per.
5 bl. Husblas
4 stk. Æggeblommer
75 g. Sukker
5 g. Appelsin, skal fra (fra 1 stor)
1 ½ dl. Appelsin, saft fra (fra 2 – 3 stk.)
2 spsk. Citron, saft fra
4 stk. Æggehvider
3 dl. Piskefløde

PYNT:
2 dl. Piskefløde
Chokolade, mørkt

Husblassen lægges i blød i koldt vand, i mindst 10 minutter.
Imens piskes sukker og æggeblommer sammen til en lækker luftig æggemasse. Herefter piskes hviderne stive og fløden til en blød skum, i hver deres skåle.

Appelsinskal, – saft og citronsaft røres i æggesnapsen og den smages til.

Nu er det vigtigt at alt er klart inden du giver dig i kast med husblassen. Altså sprøjtepose, serverings-skåle, dejskraber osv. ligger fremme på bordet.

Så er du klar til at fiske husblassen op af vandet, med det vand der hænger ved – altså det skal IKKE vrides :-) Det kommes i en gryde og smeltes ved svag varme under omrøring, til det bobler i bunden.

Herefter tages gryden af varmen og lidt af appelsin-æggesnapsen røres i husblassen for at udligne temperaturforskellene. Husblassen hældes tilbage i den resterende appelsin-æggesnaps under konstant omrøring - her kan det være rart med et par ekstra hænder til hjælp ;-)

Bagefter vendes piskefløden i. Og tilslut de stiftpiskede æggehvider. Når fromagen er rørt godt sammen, kommes den i en sprøjtepose og fordeles i portionsglassene. Og ønsker du at servere i en skål, springer du bare sprøjteposen over og hælder det direkte i skålen.

Herefter stilles fromagen på køl, til den er stivnet, det tager minimum et par timer.


Lige inden servering, piskes ”pynt” fløden til skum, sprøjtes på fromagerne og der drysses med lidt revet chokolade.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar