mandag den 24. august 2015

Ude godt...

men egen seng er nu bedst :-)

Vi har (igen) haft en fantastisk weekend. Et par spontane dage i hovedstaden. Egentlig havde vi fra starten kun planer om en en-dags-tur. Men da Mobber skulle være barnepige på drengene og gerne ville at de overnattede hos hende, opgraderede vi turen, og fandt et sted at sove i det københavnske :-D

Vi stod tidligt op fredag morgen, pakkede både vores og drengenes ting og afsted det gik. Drengene blev afleveret og vi drog mod Storebæltsbroen.

Vores første stop i storbyen var hos Lærke-musen. Hun vidste intet om at vi skulle på miniferie og hvor blev hun overrasket da vi trådte ind i butikken - det var som om hun lige skulle tænke sig en ekstra gang om om det nu virkelig osse var os hun så :-P
Efter et kort pitstop på Musens job, stod resten af dagen på shopping i Fields, sightseeing i egen bil gennem København, kanelrundfart og en tur i Tivoli.

Lørdag var vi på rundtur i TORVEHALLERNE, et fantastisk sted for et par foodier som os :-D Jeg fik et par rigtig fede lavasten med hjem som selvfølgelig skal bruges her på bloggen (big surprice :-D ) 

Derudover kiggede vi et smut forbi Bakken, inden vi vendte næsen mod Odense igen. Træt efter et par dejlige dage med skønne indtryk og en hel del shopping, puuhhh hvor blev jeg forkælet :-D

Drengene blev hentet hos Mobber. Det var første gang at Watson skulle passes ude og sove uden sin Moar. Men det var gået over al forventning. Mobber er lige flyttet og har derfor fået en lille fin have. Den var endnu ikke nået at blive indhegnet, men drengene opførte sig yderst eksemplarisk og prøvede overhoved ikke på at stikke af. Tænk dig de hørte efter hvad der blev sagt :-D Hvornår mon de prøver det hjemme her i Casa Fangel :-D

Nå, men vel hjemme igen og efter et par dage hvor vi har indhentet en masse søvn, er det på tide at vi igen får gang i noget ordentlig mad og madlavning. Derfor har den stået på lækker pasta. At den så er nem oveni, gør ikke noget vel :-D

Pasta med spinat, mozzarella & parmesan.
3 per.
250 g. Pasta, tørret
75 g. Løg – renset vægt
2 fed Hvidløg
100 g. Champignon – renset vægt
200 g. Spinat, frisk
½ l. Madlavningsfløde 18 %
150 g. Skinke
1 kugle Mozzarella
50 g. Parmesan
Salt
Peber
1 nip Sukker
Olie, til stegning

Spinaten skylles godt og hakkes groft. Hvidløget knuses. Champignonerne skæres i skiver, løget hakkes fint, parmesanen rives fint og skinken skæres i strimler.

Pastaen koges efter anvisningen på emballagen i saltet vand. Herefter hældes kogevandet fra.

Olien kommes i en gryde og når den er varm, svitses champignonerne heri, sammen med løg og hvidløg. Herefter tages de op af gryden. Og spinaten kommes i og svitses til væsken er fordampet. Så kommes champignon og løg tilbage i gryden sammen med fløden. Saucen skal nu småsimre i ca. 20 – 30 minutter, så den koger ind og får en creme konsistens.
Herefter tilsættes skinke, Mozzarella og parmesanen – gem dog gerne lidt af osten til pynt. Saucen varmes op, pastaerne vendes i og den smages til med salt, peber og et lille nip sukker.


TIPS: Hvis du ikke har tid til at koge saucen ind, kan du jævne den med en lille smule Maizena udrørt i koldt vand.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

2 kommentarer:

  1. Sikke en masse i har nået på den korte tid...Lyder som en dejlig weekend. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak det var de skønneste dage :-)

      Slet