mandag den 7. december 2015

Julekalenderens låge nummer 7 - peberkager

Glædelig 7. december


Vi bliver i småkagernes verden idag. Igår fik du sprøde og godt krydrede INGEFÆR SMÅKAGER og idag får du krydrede peberkager.

Jeg har de sidste par år kigget efter en rigtig god peberkage opskrift, men mange af dem jeg stødte på var egentlig bare en brunkagedej uden mandler i. Derfor opgav jeg at ville have peberkager på bloggen. 

Men under min research faldt jeg meget tilfældigt over MADAM SIF og hendes virkelig lækre peberkager. Som faktisk indeholder peber, noget mange andre peberkage opskrifter ikke gør. Denne peber gør at det bliver en dejlig krydret småkage.

Det er en nem dej at arbejde med, så børnene kan sagtens være med i køkkenet. Både til at stikke kagerne ud og dekorere dem bagefter.

TIPS & TRICKS:
Lav evt. et hul i toppen af den rå udstukne småkage, bag den og så kan den bruges til juletræspynt med et silkebånd trukket gennem hullet.

Krydrede peberkager.
Ca. 50 stk.
150 g. Sirup
150 g. Farin
1 tsk. Natron
1 spsk. Kanel, stødt
1 spsk. Ingefær, stødt
1 tsk. Nellike, stødt
1 tsk. Peber, stødt
1 knsp. Salt
100 g. Smør
1 dl. Piskefløde
400 - 500 g. Hvedemel

Sirup, farin, natron og krydderier blandes sammen, smørret tilsættes og dejen røres godt sammen.
Fløden piskes stiv og røres i, hvorefter melet tilsættes ad et par gange, indtil dejen er stiv, men stadig en smule klistret. Herefter pakkes den ind og lægges på køl minimum et par timer.

Dejen rulles ud på et meldrysset bord til 3 mm., hvorefter den stikkes ud til ønskede figurer. Disse lægges på en papirbeklædt bageplade.
Bagefter samles dejen og rulles ud til 3 mm, stikkes ud og sådan fortsættes der indtil du ikke har mere dej.

Bages ved 180o i ca. 10 minutter

Afkøles på en rist og kan evt. dekorers med glasur. Opbevares i lufttætte beholdere.


TIPS:




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: http://madamsif.dk
FRYSEEGNET: Dejen er rå
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Julepynt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar