lørdag den 24. januar 2015

Farserede porre med porre-gulerodsstuvning...mums for en gang mormormad

Vi spiser altså rigtig meget mormor-mad for tiden. Det må være fordi det er vinter :-) Vi havde fået smidt et bundt porre i indkøbskurven, som ikke var udtænkt til noget bestemt måltid. Så Manden stemte for farserede porre. 

GISP tænkte jeg, for jeg mindes da vi lavede det for ca. 100 år siden, var det mega besværligt. Men han fik overtalt mig og mums det blev lækkert. Det var faktisk ikke så besværligt at gå til, som jeg huskede det ;-)

Der mangler godtnok lige et grønt drys på toppen, men jeg var altså løbet tør :-(
Farserede porre med porre-gulerodsstuvning.
4 per.
FARSEREDE PORRE:
2 - 3 stk. Porre
500 g. Svinekød, hakket
1 stk. Løg (stort)
8 g. Salt, fint
1 stk. Æg (L)
50 g. Hvedemel
½ dl. Vand
Peber
1 stk. Æg, til panering
3 spsk. Mælk (til panering)
100 g. PANKO (til panering)
Smør (til stegning)
Olie (til stegning)

STUVNING:
225 g. Porre, renset
225 g. Gulerod, skrællet
1 spsk. Olie
2 dl. Piskefløde
4 dl. Kogevand fra porrerne
Hvedemel (til jævning)
Vand (til jævning)
Salt
Peber

FARSEREDE PORRE:
Porrerne renses og skæres i 6 stykker på ca. 8 cm. Du skal bruge det midterste stykke, samt det nederst mod roden. Toppen bruges til stuvningen.

Porrestykkerne dampes i saltet vand i 5 - 7 minutter, alt efter hvor tykke de er Når du prikker i dem, skal de være bløde men stadig med med bid i. Når de er færdige fiskes de op og afkøles i isvand, så kogningen stopper. Gem kogevandet til stuvningen.

Imens porrerne koger, laves farsen. Løget pilles og hakket meget fint. Det røres sammen med kød og salt. Peber og æg røres i, sammen med melet. Tilslut tilsættes vand og farsen røres godt igennem og smages til. Den skal have en god fast konsistens.

Til paneringen slåes ægget ud i en dyb tallerken og piskes sammen med mælken. Pankoen kommes også i en dyb tallerken og vendes sammen med salt og peber.

For at lave en farseret porre tager du ca. 100 gram fars. Dette lægges på et stykke husholdningsfilm, der flades ud og pakkes om porren. Filmen rulles sammen om farsen og ”film-pølsen” trilles frem og tilbage et par gange, så farsen fordeler sig bedre om porren. 

Herefter fjerner du filmen (den kan sagtens genbruges til alle porrerne), den vendes i æggeblandingen og herefter i pankoen.

De steges i olie og smør, i forholdet 1:1, ca. 15 minutter til de er sprøde og gyldne. Har du fars til overs, kan disse steges med på panden og du har frikadeller til madpakken ;-)

STUVNING:
Porretoppene skæres i tynde ringe Og gulerødderne rives groft. Olien varmes op i en gryde og grønsagerne svitses heri uden at de tager farve. 

Herefter tilsættes kogevand og fløde og saucen bringes i kog. Imens rystes en meljævning sammen af hvedemel og vand, når saucen koger hældes den i under omrøring, til saucen har en god tyk konsistens. Herefter skal den koges igennem i 8 – 10 minutter for at fjerne melsmagen. Stuvningen skal nu smages til med salt og peber.


TIPS:




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Kogte kartofler
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar