søndag den 18. januar 2015

Paprikakylling i Crock pot

Det er søndag og vejret indbyder ikke til andet en indendørshygge. På sådanne dage er det fantastisk at maden passer sig selv, så selvfølgelig er det sådan en opskrift du får idag. Jeg har selvfølgelig lavet mig i min elskede CROCK POT, men har du ikke sådan en fætter, kan du sagtens bruge en gryde eller Roemertopf.

Jeg har tidligere gjort mig TANKER om at jævne saucerne under tilberedning. Men jeg kom til at tænke på at min mor i min barndom, nogle gange brugte melpudret kødet til at jævne gryderetterne. Og det virker - ihvertfald til denne ret :-D

Paprikakylling.
6 per.
1400 g. Kylling
50 g. Hvedemel
150 g. Bacon, i tern
2 stk. Løg (store)
4 fed Hvidløg
250 g. Champignon
1 stk. Peberfrugt, rød (lille)
1 stk. Peberfrugt, gul, (lille)
1 ds. Tomatpure (stor)
1 ds. Hk. Tomat
1 dl. Vand
2 dl. Piskefløde
2 – 3 tsk. Paprika
1 ½ tsk. Salt
½ tsk. Akacie honning
Peber

Kyllingen parteres i 6 stykker; 2 bryst, 2 lår med overlår og 2 vinger. Jeg kasserede ryggen. Skindet fjernes - det eneste sted hvor jeg ikke kunne få det væk, var på låret længst ned mod foden.

Løgene skrælles og hakkes groft. Hvidløget skrælles og hakkes fint. Champignonerne rengøres og hakkes groft. Peberfrugterne skylles og skæres i tynde strimler.

De hakkede tomater, tomatpuré og hvidløgene kommes i bunden af Crock potten. Baconen svitses på en varm pande uden fedtstof til det er gyldent. Herefter fiskes ternene op af panden, uden at fedtstoffet kommer med - de kommes i Potten. Løgene svitses i baconfedtstoffet og kommes i Potten. 

Champignonerne svitses herefter på panden uden ekstra fedtstof. Når væsken er fordampet, kommes de i en skål for sig, de skal nemlig ikke med fra starten da de vil smatte ud under den lange tilberedningstid.
1 dl. vand, salt og paprika kommes også i Potten og alle ingredienserne røres sammen.

Hvedemelet kommes i en dyb tallerken, sammen med lidt salt og peber. Kyllingestykkerne vendes heri og kommes ned i saucen, rod lidt med dem så de gerne er dækket af saucen.


Koges ved HIGH i 4 timer. (eller 8 ved LOW)

Når der er 1 time igen, tilsættes champignon, peberfrugt og fløden.  

Når den time er gået, passer det med, at imens dine ris koger (hvis det altså er det du vil servere til ;-) ) så fiskes kyllingestykkerne op og kødet tages af benene. Jeg gjorde det med to gafler, jeg rev det af i grove stykker, så det ville virke som en ”almindelig” gryderet og ikke pulled kød, men gør som du synes bedst om.

Jeg kom al kødet tilbage i Potten og tilsatte et par dl. ekstra vand, da saucen var blevet alt for tyk. Så smagte jeg den til med salt, peber, paprika og et dryp honning og serverede den med kogte ris.

TIPS:




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min egen opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: Ris
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Du kan sagtens bruge kyllingefilet, hvis du ikke gider bøvle med skind og ben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar