tirsdag den 21. juni 2016

Kryddersmør med feta

Henover sommeren har jeg gerne et par forskellige slags kryddersmør liggende klar i fryseren, så er de lige til at tage op efter lyst og behov. Vi bruger selvfølgelig kryddersmørerne til brød, men derudover bruger vi det også til "smørelse" til de ny-kogte kartofler istedet for sauce.

HVIDLØGSSMØR er en af favoritterne, så den er altid fast inventar. Derudover har jeg altid en eller to andre alternativer. Sidste år var det BACONSMØR og RAMSLØGSMØR vi brugte løs af henover sommeren.
Men i år er vi gået helt nye veje og den ene variant får du opskriften på idag.

Kryddersmør med feta.

200 g. Smør
100 g. Feta
10 g. Persille
Salt

PYNT:
25 g. Feta, i tern

Smørret tages ud af køleskabet 3 – 4 timer før du skal røre det.

Persillen, også gerne stilkene, skylles og duppes tørre. Persillen, feta og smør kommes i en minihakker og blendes til persillen er helt findelt. Smørblandingen smages til med salt.

Smørret rulles til en pølse i et stykke husholdningsfilm. Filmen åbnes og pynt-fetaen trykkes ind i midten af smør-pølsen, som en gemt overraskelse. Filmen pakkes om smørret og rulles et par gange så den bliver fin rund igen. Herefter den lægges tilbage i køleskabet (eller fryseren), til den bliver fast i konsistensen igen.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar