lørdag den 20. august 2016

Krydret æblekage

Lige nu nyder jeg min weekend fuldt ud. Idag har den stået på total afslapning - kun hundene er blevet luftet og aftensmaden lavet, ellers intet andet.

Men det har også været tiltrængt. Jeg har haft en rigtig skøn uge, men den har osse været en smule travl. Jeg har været hos Mulerne som jeg plejer. Og tirsdag blev der lige sneget et ekstra besøg ind, for der indløste Svigermor og min ene Svigerinde deres fødselsdagsgave, som var en guidet tur på hesteryg, det var SÅ hyggeligt. 
Da vi kom tilbage fra turen var Svigerfar og Manden dukket op - en lille overraskelse jeg ikke var forberedt på, så jeg blev helt forfjamsket og glad da jeg pludselig så så en silhuet jeg kendte <3

Fredag var jeg alene på pinden hos Mulerne, så manden valgte at tage med mig for at se hvad jeg laver dernede. Rigtig hyggeligt med lidt selskab og han var slet ikke så bange for dem, som jeg troede han ville være :-D

Derudover har ugen budt på bullerleg. To gange har vi leget med Watsons nye bedste ven Arnold <3

En af dagene da jeg var alene i huset et par timer, gik der "farmor" i mig, da jeg kom jeg til at kigge i køleskabet. Det trængte gevaldigt til en oprydning. 
For der var friske bønner, der skulle blancheres til fryseren og en kæmpe portion tomater, som jeg kunne se at vi ikke ville nå at få spist, inden de blev dårlige. Derfor valgte jeg ligesom sidste år at HENKOGE dem. Det er en skøn ting at kunne hente på hylden til vinter.

Imens jeg klargjorde tomaterne til ovnen, kunne jeg lige så godt udnytte at den var tændt. Så derfor blev min nye BASIS kage-opskrift igen taget i brug. Den er nem og hurtigt at røre sammen og det kom der en ny variant med godt resultat ud af.

Der havde været "mus" i kagen inden jeg nåede at få taget billeder -
så næste gang den bliver bagt bliver billedet skiftet ud :-P

Krydret æblekage.
Ca. 10 – 12 port.
225 g. Smør, blødt
375 g. Sukker
3 stk. Æg (L)
375 g. Hvedemel
3 tsk. Bagepulver
1½ tsk. Natron
4 tsk. Kanel, stødt
3 tsk. Vanillesukker
1 tsk. Kardemomme, stødt
½ tsk. Muskat, stødt
400 g. Æble – renset vægt

PYNT:
150 g. Mørk chokolade
25 g. Smør
½ dl. Piskefløde

Æblerne skrælles og rives groft.

Smør, sukker og æg piskes godt sammen til en ensartet masse.
Mel, bagepulver, natron og krydderier tilsættes, sammen med æblerne. Dejen røres jævn og kommes i en smurt form på 33 x 23 cm.

Bages ved 175o i ca. 45 - 50 minutter. Tjek med en kniv i midten af kagen – er der ingen dej på, er kagen færdig.

Kages afkøles og herefter kommes smør og fløde i en gryde og smeltes ved svag varme. Chokoladen brækkes i mindre stykker, kommes i gryden og under konstant omrøring, smeltes den og glasuren røres jævn, inden den fordeles ovenpå kagen.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar