Hvor tiden dog bare flyver afsted, det er slet ikke til at forstå at imorgen er det 3. søndag i advent og så er der faktisk osse kun en uge til jul - Er du juleklar eller er du julestresset??
Jeg er så juleklar - altså i det omfang at alle gaver er købt, også dem til pakkespil - de skal baaare liige pakkes ind. Nå, men det når jeg jo nok. Måske det bliver imorgen, inden jeg skal ned til Jo. Vi skal, som altid i weekenden, ud og ride en tur. Vi har osse været afsted idag. Virkelig koldt, men også virkelig smukt, samt en smule glat et par gange.
Nå, men til dagens småkage. Endnu en snitte bliver det til - Kan du blive ved med alle de snitter, spørger du måske ? Og ja, det kan jeg faktisk 😂 Har stadig flere på lager og faktisk osse flere idéer til nye udgaver. Denne du får idag er mildt krydret med kanel - en rigtig juleudgave 💖
Kanel snitter.
Ca. 45 stk.
100 g. Smør - blødt
100 g. Farin
150 g. Hvedemel
½ tsk. Natron
3 tsk. Kanel – stødt
1 nip Salt
40 g. Sirup - mørk
Alle ingredienserne vejes af og røres godt
sammen. Er dejen ikke fugtig nok til at samle sig, kan du tilsætte en smule
vand. Start med en ½ teskefuld.
Herefter rulles dejen til små pølser med en diameter
på ca. 1½ cm. De lægges på en papirbeklædt bageplade og trykkes flade, evt. med
en gaffel, ske eller bagsiden af din hånd.
Beregn god plads mellem stænglerne, da de
flyder ud – jeg havde 4 på en plade.
Bages ved 175o i ca. 12 – 15
minutter. De skal blot lige blive gyldne.
Når de er færdige, skal de afkøle et øjeblik,
hvorefter du skæres dem i skrå snitter på 2 cm. Afkøl dem på en rist og opbevar
dem i en tætsluttende dåse.
INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: Dejen er rå
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -
ANDET: -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar