torsdag den 7. december 2017

Julekalenderens låge nummer 7 - Finskbrød med citron

Glædelig 7. december 🎅🎄⛄

Jeg har egentlig aldrig været særlig vild med finskbrød, jeg syntes de var tørre og kedelige. Og NU ved jeg godt hvorfor - jeg har åbenbart kun smagt de der trælse færdigkøbte, fra den der dåse, med forskellige småkager i. Og jeg husker tydeligt at de alle smagte ens - det var så lige et barndomsminde eller traume, om du vil 😄 

Men indimellem må man (læs: jeg) overgive sig og derved se om traumerne forsvinder - det kunne jo være at andre (måske dig?) synes at det var superlækre småkager jeg tryller frem.

Med dette forsøg forsvandt mit traume helt - jeg har åbenbart aldrig været så heldig at smage hjemmebagte finskbrød. Og hvis jeg har fået dem præsenteret, har jeg helt sikkert undgået dem 😛

Dem du får idag er intet mindre en fantastiske - flagede i konsistensen, dejlig smørsmag og lige et touch af citron...uhhhmmmm.

Hov er du en pistacie-elsker, skal du lige gense DEM jeg lavede sidste år.




Finskbrød med citron.
Ca. 80 stk.
500 g. Hvedemel
150 g. Sukker
½ tsk. Hjortetaksalt
1 nip Salt
325 g. Smør
5 g.  Citronskal – svarer ca. til 1 stk.
5 spsk. Citronsaft – svarer ca. til 1 stk.
2 stk. Æggeblommer (M/L)

PYNT:
1 stk. Æggehvide (M/L)
Hasselnødder
Perlesukker

Mel, sukker, salt, hjortetaksalt og fintrevet citronskal blandes sammen. Smørret skæres i mindre stykker og smuldres ud i melblandingen. Dejen samles med citronsaft og æggeblommer – start med citronsaften og derefter æggeblommerne. De tilsættes dem enkeltvis, det er ikke sikkert du skal bruge dem alle. Dejen sættes på køl en times tid, så den bliver fast.

Dejen deles i mindre portioner. Disse trilles til stængler med en diameter på ca. 2 cm. De trykkes flade, med håndfladen, til en højde på ca. 4 mm.

Stænglerne skæres i stykker på ca. 3 cm. Disse lægges på en papirbeklædt bageplade – de flyder ikke meget ud, jeg havde ca. 20 stk. pr. plade.

Herefter pensles de med æggehvide, drysses med finthakkede hasselnødder og perlesukker. Det er vigtigt at det gøres i nævnte rækkefølge, da nødderne ellers ikke hænger ved.

Bages ved 200o i ca. 12 – 14 minutter. De skal være let gyldne i kanterne.

Afkøles på en bagerist og opbevares i lufttætte kagedåser.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: www.amo.dk
FRYSEEGNET: Dejen er rå
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar