søndag den 9. februar 2020

Tomatsuppe langtidssimret i Crockpot

Sikke dog et stormvejr, det er blevet her hos os i Odense. Heldigvis var vi tidligt oppe, så drengene nåede at få en god luftetur inden blæsten tog alt for meget til.

Vi bor i et gammelt hus, så når blæsten er voldsom, finder kulden vej ind alle steder. Her er her pivkoldt idag og så må den stå på varmende suppe. Derfor skal du da også have min nyeste suppe-opskrift, som er fra Crock-potten. Selvfølgelig kan du sagtens lave den i en almindelig gryde også, bare husk at i den fordamper der væske, under den lange tilberedning.
et ekstra lille tip er at hvis du laver suppen til flere dage, så husk at tilsætte pastaerne på serveringsdagen, ellers suger de alt væsken - been there, done that 😝

Vi holder ferie i næste uge og startede den ud igår med et besøg i Fredericia, hvor DKK holdt hunde udstilling. Der mødtes vi med vores opdrætter, der skulle udstille Eddies bror. Hyggeligt at kunne mødes igen, når vi bor i modsatte ende af landet. I NOVEMBER mødtes vi i Herning, der var Eddie 5 kg. mindre end sin bror - det er han bestemt ikke mere. Tror han vejer omkring 45 - 48 kg nu.

Deres søster og hendes forældre kom også forbi. Det var så hyggeligt at møde dem også, vi "ses" på facebook, men altid dejligt at mødes IRL. Det var tydeligt at se at hundene sagtens kunne kende hinanden og ikke mindst opdrætters stemmer, der var ren gensyns glæde 💗 Og vi glæder os til at mødes igen.

Resten af ferien, har vi masser at småplaner. Min far og Bonusmor kommer til frokost imorgen, vi skal have rengjort biler, Manden skal have skiftet bremser på min bil - den skal snart synes. Og så skal vi i STORMS PAKHUS (som er et streetfood sted). Min julegave fra arbejdet, var gavekort dertil og vi har aldrig været der, så det ser vi frem til. Og det nyåbnede KIMS OUTLET ligger i nærheden, så der skal vi også forbi - resten af tiden står på afslapning og hygge med hundedrengene 💗 


Tomatsuppe langtidssimret i Crockpot.
6 – 8 per.
SUPPE:    
300 g. Løg
300 g. Gulerødder
5 fed Hvidløg
2 spsk. Olie – til stegning
4 ds. Hk. Tomat
1 l. Vand
3 tern Hønsebouillon
1 ½ spsk. Sukker
1 spsk. Basilikum – tørret
1 spsk. Oregano – tørret
150 g. Pikant ost
Salt
Peber

FYLD:
800 g. Kødboller
350 g. Pasta – tørret

Løg og hvidløg pilles og hakkes groft. Gulerødderne skrælles og skæres i fine tern.

Olien varmes op i en gryde og løg, hvidløg og gulerødder svitses heri. De kommes i Crock potten og gryden koges af med en af dåsetomaterne.

Det kommes ovenpå grønsagerne i CP’en, sammen med de øvrige dåser, vand, bouillon, sukker, basilikum og oregano. Låget lægges på.

Stilles på LOW i 7 timer.

Når der mangler ca. 40 minutter, blendes suppes med en stavblender, til den er helt glat. Kødbollerne tilsættes og suppen smages til med salt, peber og krydderierne. Herefter lægges låget på til kødbollerne er varme.

I en separat gryde på komfuret, koges pastaen efter anvisningen på emballagen i saltet vand.

Ved servering hældes suppe over pastaen.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: JA – lav rigeligt
SERVERES MED: Brød
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Hvis du laver til flere dage så vent med at tilsætte pastaerne til serveringsdagen, de suger suppen.
Skift hønsebouillon ud med grønsag og undlad kødbollerne for en vegetarisk udgave.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar