mandag den 23. september 2019

Bearnaise skinkestang

Jeg elsker den (for mig) originale SKINKESTANG, jeg blev præseteret for den for første gang tilbage i min læretid og den har fulgt mig i tykt og tyndt lige siden. Jeg har lavet den i andre former og udgaver, men oftest vender jeg altid tilbage til første udgaven.

Men jeg har været kreativ igen. Efter mit succesfulde forsøg med BEARNAISE KARTOFLERNE, er jeg åbenbart er gået i bearnaise-mode 😂

Det blev til en god og anderledes skinkestang. Den har en dejlig bearnaise smag, men det er virkelig vigtigt at du får trykket al væsken ud af spinaten. Det gjorde jeg nemlig ikke og der flød lidt væske ud under bagning.


Bearnaise skinkestang.
4 per.
1 rl. Butterdej - pizzadej eller tærtedej kan også bruges
500 g. Spinat – frosset
175 g. Skinke strimler
200 g. Flødeost – naturel
1 br. Bearnaisepulver – jeg brugte Knorr
1 spsk. Estragon – tørret
1 spsk. Estragon eddike – eller Bearnaise essens
Salt
Peber
Æg – til pensling
Sesam – til pynt

Dagen før servering:
Spinaten tages op fra frost og stilles til optøning.

Serveringsdagen:
I en skål røres flødeost, estragon, eddike og bearnaisepulver sammen. Spinaten trykkes fri for væske, det er vigtigt at få al væsken ud. Det tilsættes sammen med skinkestrimlerne og fyldet røres kun lige sammen. Det smages til med salt og peber.

Dejen pakkes ud (eller rulles ud til et stort rektangel). Fyldet fordeles på midten og siderne pensles med sammenpisket æg. De korte ender foldes ind over fyldet og bagefter foldes langsiderne ind over hinanden.

Stangen vendes rundt og lægges på et stykke bagepapir, med sammenfoldningen ned ad. Tilslut pensles den, drysses med sesam og prikkes med en gaffel, så damp kan komme ud under bagning.

Bages ved 200O C i ca. 25 - 30 minutter.




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Min opskrift
FRYSEEGNET: Ja, inden bagning
SERVERES MED: Salat
TIPS & TRICKS: -
ANDET: Yderst vigtigt at få presset al væsken ud af spinaten, da der skal tilsættes eddike. Min blev ikke vredet nok, så der løb væske ud under bagning.

2 kommentarer: