onsdag den 23. december 2015

Julekalenderens låge nummer 23 - risalamandekage med brunkagebund

Glædelig 23. december


Bag dagens låge finder du inspiration til en juledessert. Måske ikke til juleaften da lige den aften er ensbetydende med faste traditioner i mange familier. Men den kunne gøre sig fint til et julearrangement eller -frokost. 

Allerede sidste jul sås der mange varianter af risalamandekagen på de sociale medier. Der var udgaver både med og uden flødeost. 
Jeg har valgt at lave den uden. Jeg synes at cremen skal være så tæt på MIN risalamande som mulig, derfor er der også både mandler i cremen og den er smagt til med citron. 

Til geléen har jeg brugt min hjemmelavede KIRSEBÆRSAUCE, men brug den du plejer og bedst kan lide.  

Jeg ELSKER brunkager, de er indbegrebet af jul for mig, så derfor skulle de også repræsenteres i min udgave og er brugt i bunden :-D 

Og som en lille bonusinfo: Står du med en rest risengrød eller risalamande som du ikke aner hvad du skal stille op med, kan du sagtens i bedste STOP-MADSPILD-stil trylle begge dele om til denne lækre kage :-D
Til denne portion vil jeg tro du skal bruge ca. 700 g. risengrød og af risalamande ca. 1 kg.

Som inspiration til cremen, har jeg lænet mig op ad Lene's OPSKRIFT. Har du ikke været forbi hendes blog SPISESTUEN, skulle du unde dig selv et besøg, for hun laver altså mange, som i rigtig mange lækkerier :-D



Risalamandekage med brunkagebund.
10 – 12 per
BUND:
200 g. BRUNKAGER
125 g. Smør

GRØD:
100 g. Grødris
1 dl. Vand
5 ½ dl. Sødmælk
3 st. Vanille
1 nip Salt
 spsk. Rørsukker

CREME:
3 dl. Piskefløde
50 g. Mandler
1 stk. Citron, skal fra (øko)
3 spsk. Citron saft
3 – 5 bl. Husblas

PYNT:
3 - 4 dl. KIRSEBÆRSAUCE
3 bl. Husblas
50 g. Mandler

Start med at koge risengrøden:
Vanillestængerne halveres, flækkes og kornene skrabes ud. De moses ud i en smule af sukkeret for at skille kornene ad.

Vandet koges op, grødrisene drysses i og koges i 2 minutter. Mælken, vanillekorn og de tomme vanillestænger tilsættes og bringes i kog under omrøring. Varmen sænkes og låg lægges på. Grøden koges i ca. 30 minutter under jævnlig omrøring. Når grynene er møre, smages grøden til med et nip salt - grøden samler sig nu og bliver tykkere i konsistensen.
Grøden hældes i en skål, resten af rørsukkeret drysses over og grøden dækkes med film helt nede ved grøden, for at forhindre at den trækker skind. Herefter stilles den til afkøling i køleskabet. Jeg lod min stå natten over.

Imens smuttes mandlerne:
Kogende vand hældes over mandlerne, både dem til cremen og pynt. Lad dem stå i 5 minutter, hvorefter vandet hældes fra og nyt kogende kommes på. Nu løsner skallen sig og du kan nemt smutte mandlerne.
Bagefter ristes de på en varm pande uden fedtstof til de er gyldne. De afkøles og hakkes fint. Husk at dele dem op til henholdsvis creme og pynt.

Så er det tid til bunden:
Brunkagerne hakkes fint – jeg brugte min minihakker. Smørret smeltes og brunkagerne vendes heri. De kommes i bunden af en springform – min var 24 cm. i diamenter. Jeg kom bagepapir i bunden, sat fast mellem bund og springform. Siderne blev beklædt med kageplast. 

Brunkagebunden fordeles i et jævnt lag, presses godt sammen og stilles på køl til den er fast.

Og så til cremen:
Når risengrøden er helt kold, lægges husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter. Hvis din grød er meget lind, skal du bruge 5 blade husblas, min var meget fast i konsistensen, derfor kunne jeg nøjes med 3 blade.
Grøden røres igennem for at løsne den og gøre den mere luftig. Husk at fjerne vanillestængerne. Fløden piskes til blød skum.

Grøden røres sammen med citronskal, -saft, hakkede mandler og flødeskummet til det har en ensartede konsistens. Cremen smages til.

Så er du klar til at fiske husblassen op af vandet, med det vand der hænger ved – altså det skal IKKE vrides :-) Det kommes i en gryde og smeltes ved svag varme under omrøring, til det bobler i bunden.

Herefter tages gryden af varmen og lidt af risalamandecremen kommes i husblassen, under omrøring. Dette gøres for at udligne temperaturforskellene. Herefter hældes husblassen tilbage i risalamandecremen under konstant omrøring. Cremen røres jævn og hældes over kiksebunden.

Formen stilles i køleskab minimum 3 – 4 timer til cremen har sat sig.

Når creme har sat sig, er det tid til geleen:
Husblasen lægges i blød i koldt vand i ca. 10 minutter.

Metode 1:
Hvis du er til hele kirsebær, sigtes de fra væsken og fordeles oven på kagen. Der skal være 3 – 3½ dl. saft tilbage.

Metode 2:
Hvis du som mig, ikke er til hele bær, blender du kirsebærsaucen til en jævn puré.

For begge metoder er det nu at du varme saucen op, og kommer husblassen i, den skal lige vrides for det vand der hænger ved inden den kommer i gryden.

Når husblassen er smeltet, kommes det i en skål og sættes på køl til det begynder at tykne. Hold øje med det jævnligt, så du ikke ender med en stor vingummibamse, der sidder fast i skålen :-P
Når geleen er tyknet og er under lillefingervarm fordeles den over risalamande-cremen, som stilles på køl til den er stivnet.

Ved servering fjernes springformen og kageplasten. At du har kommet bagepapir i bunden gør at du nemmere kan få kagen over på et serveringsfad. Kagen pyntes med de hakkede mandler




INFO OM RETTEN:
INSPIRATION: Cremen: http://spisestuen.dk - resten er min opskrift
FRYSEEGNET: NEJ
SERVERES MED: -
TIPS & TRICKS: -
ANDET: -

3 kommentarer:

  1. Hulk, hulk... snøft. Jeg har også lavet cheesecake til i aften, men... intet er lykkedes. Opskriften jeg gik efter var ærligt talt noget skod, bortset fra smagen. Mængden af husblas var alt for lille, så nu står min kage i fryseren. Om den kan spise, må tiden vise... snøft.
    Tror jeg laver en alm. risalamanda bare for sikkerheds skyld.

    Men nøjjj hvor er din smuk søde.

    Her på falderebet ønsker jeg dig og dine en rigtig glædelig jul. Vi snakkes på den anden side.

    Knus Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. Glædelig jul til dig og dine også.

      Håber at I havde en dejlig aften trods mislykkes risalamandekage :-( Stod den til at redde

      knuz

      Slet
    2. Og tak, er faktisk ret stolt af min fine kage <3

      Slet